32-årig tiltalt: Kørte bevidst 13-årig ned
Anklageskriftet mod den 32-årige tiltalte rummer nye detaljer om sagen, der involverer den 13-årige pige, der blev bortført fra Kirkerup 16. april sidste år.
Af det 10 sider lange anklageskrift fremgår det blandt andet, at den 32-årige med vilje påkørte den unge pige på hendes cykel, mens hun var i gang med at dele aviser ud i april i sidste år.
Påkørslen fik 13-årige pige til at vælte.
Derefter tvang han den unge pige ind i sin Hyundai i20
Den 32-årige er også tiltalt for gentagne tilfælde af voldtægt af den 13-årige, lige som det i anklageskriftet fremgår, at manden truede med at slå pigen ihjel, hvis hun ikke gjorde, som han sagde.
Ifølge anklageskriftet forsøgte den 32-årige mand ligeledes at slå pigen ihjel, men det mislykkedes, da politiet befriende den 13-årige og i samme ombæring pågreb den tiltalte.
Allerede i sidste uge kunne Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi fortælle, at den 32-årige mand er tiltalt i tre sager. Han er tiltalt i sagen om den 13-årige pige fra Kirkerup, sagen om efterskoleeleven i Sorø og sagen om Emilie Meng.
Manden, der er beskyttet af et navneforbud, er også tiltalt for at have udsat den 17-årige Emilie Meng for længerevarende frihedsberøvelse, voldtægt og drab.
Af anklageskriftet fremgår det, at Emilie Meng blev dræbt ved kvælning ved, at hun fik sat pakketape rundt om mund og næse.
Den 32-årige har siddet varetægtsfængslet siden sin anholdelse. Han er beskyttet af et navneforbud, hvilket betyder, at hans identitet ikke må deles.
Han har indtil videre delvist erkendt anklagerne mod sig i sagen om den 13-årige pige, mens han har nægtet sig skyldig i anklagerne om drabet på Emilie Meng og overfaldet på den 15-årige i Sorø.
Sagen, der forløber over 18 retsdage, tager sin begyndelse i retten i Næstved til maj.