Krimi6 timer siden (opd. 3 timer siden)

45-årig mand nægter drab på lam 31-årig samlever

Den drabssigtede mand nægter sig skyldig i drabet på sin handicappede samlever, der blev fundet død i hjemmet mandag – kvinden var lam og kunne hverken gå eller tale

En 45-årig mand nægter, at han har dræbt en 31-årig kvinde. Det skriver Ekstra Bladet.

Tirsdag er manden blevet varetægtsfængslet i foreløbig fire uger ved Retten i Kolding, skriver Vejle Amts Folkeblad.

Der var en kæresterelation mellem den sigtede 45-årige vejlenser og det kvindelige offer, beretter flere medier.

Manden er sigtet for at have slået kvinden ihjel. Ifølge Vejle Amts Folkeblad er drabet sket på "ukendt vis".

Politiet mener, at kvinden blev dræbt mandag mellem klokken 07.00 og 11.35.

Vejle Amts Folkeblad kobler sigtelsen til politiets tilstedeværelse mandag i landsbyen Engum, der ligger nordøst for Vejle.

Her var det rykket ud til et mistænkeligt dødsfald - et dødsfald, som så tilsyneladende har vist sig at være et drab.

En 31-årig kvinde blev fundet i et rødt rækkehus.

Genboen til rækkehuset fortæller til TV Syd, at den drabssigtede selv ringede til alarmcentralen, efter at han angiveligt havde fundet sin kæreste død.

- Den 45-årige fortalte i går til en anden genbo, efter kvinden var død, at hun skulle på toilet, hvorfor han hjalp hende derud. Hun faldt så ud af en sele og ned på benene af det stativ, der bruges til at få hende til toilettet, siger den ene genbo til TV Syd.

Manden skal derefter være faldet i søvn på sofaen. Da han vågnede igen, var kvinden død, hvorefter han ringede efter hjælp, lyder hans forklaring ifølge naboerne.

Kvinden havde ifølge naboernes beretninger til lokalmediet et eller flere handicap og sad i kørestol. Hun var angiveligt lam fra skuldrene og ned og ude af stand til at tale.

Manden fungerede ifølge Ekstra Bladets oplysninger som omsorgsperson for kvinden. Parret boede sammen på adressen, skriver flere medier.

Grundlovsforhøret blev afholdt bag lukkede døre.

Et grundlovsforhør for lukkede døre betyder, at offentligheden forhindres i at høre nærmere om sagens beviser, eller hvad den sigtede eventuelt forklarer.

Sponsoreret indhold