Krimi9. april 2025 (opd. 9. april 2025)
50-årig mand mister livet i trafikulykke på Søndre Vissingvej
En mand har mistet livet efter en trafikulykke tidligt onsdag morgen
Af Ritzau
En 50-årig mand mistede onsdag morgen livet, efter han kørte frontalt ind i en lastbil.
Video: Presse-fotosEn 50-årig mand fra Vejle har mistet livet efter en ulykke på Søndre Vissingvej, der ligger nord for Brædstrup mellem Horsens og Silkeborg.
Det skriver Sydøstjyllands Politi på X onsdag morgen.
Hans pårørende er underrettet.
Vejen var spærret i begge retninger på grund af ulykken. Klokken 11.40 oplyser politiet, at afspærringen er ophævet.
Sydøstjyllands Politi fik anmeldelsen om ulykken klokken 05.26 onsdag morgen.
Nicolaj Rasmussen, der er politiinspektør i Sydøstjyllands Politi, oplyser til Horsens Folkeblad, at den 50-årige af uvisse årsager kørte over i den modsatte vejbane og kørte frontalt ind i en lastbil.
Som ved andre færdselsuheld med alvorlig tilskadekomst er en bilinspektør blevet tilkaldt.