Krimi27. marts 2025 (opd. 28. marts 2025)

61-årig mand fra Roskilde sigtet som seriemorder: Tre personer dræbt

Midt- og Vestsjællands Politi har sigtet en ældre mand for tre mord - dermed skriver han sig ind i rækken af mulige seriemordere herhjemme
Politiet og deres teknikere arbejdede torsdagen igennem i Vestergade i Roskilde, hvor en 61-årig mand sigtet for trippeldrab boede.
 Video: Steven Knap/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Nabo til mand mistænkt for seriemord: - Det kunne lige så godt have været mig, der var blevet slået ihjel

Politiet sigter en 61-årig mand for i februar og marts have dræbt en mand og to kvinder i Roskilde.

I et retsmøde torsdag eftermiddag kommer det frem, at den 61-årige mand nægter sig skyldig.

Om efterforskningen siger senioranklager Andreas Dahl, at man er på et meget tidligt stadie.

- Der er en lang række uafklarede forhold, siger han og nævner, at politiet skal afhøre en lang række personer på de adresser, hvor de tre boede.

Inden dørene lukkes, er den 61-årige mand ret aktiv og deltagende.

- Må jeg sige noget?, lyder det, da spørgsmålet om dørlukning bliver drøftet.

Sagen har taget en usædvanlig drejning i forhold til mandag, da manden ligeledes blev fremstillet for en dommer.

Dengang handlede sigtelserne om en kvinde på 52 år og en anden kvinde på 59. Den førstnævnte døde om natten til den 16. marts. Den anden blev slået ihjel, da hun sidste fredag eftermiddag lå værgeløs og hjælpeløs i en trappeopgang.

Torsdag er der føjet endnu et offer til sagen. En 58-årig mand. Han blev - ifølge politiets mistanke - dræbt i tidsrummet mellem 15. februar klokken 22 og 16. februar om formiddagen.

I de oplæste sigtelser er der ingen oplysninger om, hvordan det skal være sket.

I mandagens retsmøde havde politiet ikke underbygget mistanken tilstrækkeligt til at bære en varetægtsfængsling. I stedet besluttede dommeren at opretholde anholdelsen i tre døgn.

Torsdag mener politiet at have mere materiale og at kunne underbygge mistanken.

Manden har en forhistorie i retssystemet.

I 2022 havde han bevæbnet sig med en økse, som han brugte, da han gennem flere dage truede flere personer og også begik hærværk rundt om i Roskilde.

I den efterfølgende straffesag i marts 2023 ønskede anklagemyndigheden, at han blev dømt til forvaring på grund af sin farlighed.

Men retten sagde nej. Han blev frifundet for et voldeligt overfald med øksen, og resultatet blev fængsel i ti måneder.

Fra straffesagen for to år siden har det regionale medie sn.dk rapporteret fra mentalundersøgelsen, at han har oplyst ikke at have empati for andre mennesker.

Angiveligt skulle han også finde tilfredsstillelse i at straffe andre og se dem lide, har sn.dk oplyst.

Sponsoreret indhold