67-årig mand indrømmer dobbeltdrab og misbrug af adskillige lig
Den 67-årige tidligere hospitalsansatte David Fuller har i retten i Maidstone, England erkendt et 34 år gammelt dobbeltdrab af de to kvinder Wendy Knell, 25, og Caroline Pierce, 20, tilbage i 1987.
Det kom frem under retssagen, at begge kvinder var blevet seksuelt misbrug efter deres død - ligesom David Fuller har misbrugt op mod 100 andre lig gennem sin tid som hospitalsansat.
Det skriver flere britiske medier, blandt andet BBC og Sky News.
David Fuller blev anholdt og sigtet for mordene tilbage i december. Efter anholdelsen gjorde politiet de skræmmende opdagelser omkring mandens nekrofili.
Fuller indrømmede efter fire dage i retten, at han havde begået overgreb mod næsten 80 lig. Men efterforskerne af sagen mener at vide, at der kan være over 100 ofre.
Ofrene spænder fra en 9-årig pige til en 100-årig kvinde.
- Det er en chokerende sag. Den vil selvfølgelig skabe afsky og bekymring blandt befolkningen på grund af forbrydelsernes sygelige karakter, siger den britiske indenrigsminister, Priti Patel, ifølge BBC.
- Jeg vil gerne have, at vi mindes Wendy Knell og Caroline Pierce. To unge kvinder, der brutalt fik taget deres liv for over 30 år siden. Jeg håber, deres familier kan finde trøst i, at retfærdigheden endelig sker fyldest, siger hun.
Politiet fandt frem til David Fuller efter nylige fremskridt i DNA-forskning. Undersøgelsen kostede politiet knap 22 millioner kroner og kædede altså Fuller sammen med dobbeltdrabet.
Hans DNA blev fundet på Wendy Knells sengetøj og håndklæde, ligesom hans sæd blev fundet i Caroline Pierces tights, som var det eneste tøj, hun havde på, da liget blev fundet.
Under en ransagning af Fullers hjem, fandt politiet frem til millioner af billeder og videoer af børn og ekstrem porno på forskellige harddiske, dvd'er og hukommelseskort.
På flere af videoerne var det Fuller selv, der havde sex med lig.
Ifølge efterforskerne stod overgrebene på mellem 2008 og november 2020 på to forskellige hospitaler.
Han tog ofte overarbejde, og når de andre hospitalsansatte var gået hjem, besøgte han lighuset, hvor han begik overgrebene.
Den endelige strafudmåling for David Fullers forbrydelser er endnu ikke bestemt, men han kan sandsynligvis se frem til at bruge resten af sit liv bag tremmer.
Se videoen fra anholdelsen af David Fuller herunder: