71-årig mistænkt skal for retten: Lavede bombe der dræbte 270 mennesker livet
En libysk mand, der er mistænkt for at fremstille den bombe, der eksploderede i et fly over Storbritannien i 1988 og dræbte 270 mennesker, var mandag i retten i en føderal amerikansk domstol.
Sagen omtales ofte som Lockerbie-bomben, fordi eksplosionen skete over byen Lockerbie i Skotland.
Den libyske mand, der hedder Abu Agila Mohammad Mas'ud Kheir Al-Marimi, er ikke formelt tiltalt endnu.
Den mistænkte er i dag 71 år, og det er knap 34 år siden, at den formodede forbrydelse fandt sted. Han blev pågrebet i Libyen for få dage siden og bragt til USA for at blive retsforfulgt.
I retten var han iført en grøn heldragt. Han haltede tilsyneladende og klagede også over, at han havde symptomer på influenza.
- Jeg kan ikke tale, før jeg har min advokat, sagde Mas'ud, hvis udsagn blev oversat af en tolk, til dommeren.
Mas'ud, der ifølge det amerikanske justitsministerium har både libysk og tunesisk baggrund, har angiveligt tilstået at have fremstillet bomben over for libyske myndigheder i 2012.
Han er en af de tre personer, som amerikanske og britiske myndigheder mener var involveret i bombningen.
Det amerikanske justitsministerium går efter at fængsle ham, mens man venter på, at en retssag kan begynde. Senere denne måned bliver der holdt en høring, hvor det skal besluttes, om han skal forblive fængslet.
Først skal Mas'ud beslutte, hvem der skal være hans forsvarer.
- Utallige er aldrig kommet sig helt over hans handlinger, sagde Erik Kenerson i retten.
I 1991 blev to andre libyske mænd, Abdel Baset Ali al-Megrahi og Lamen Khalifa Fhimah, tiltalt for angrebet.
I 2001 blev Megrahi dømt skyldig ved en skotsk domstol og fik livstid i fængsel. Han blev senere løsladt, for han havde kræft. Han døde i 2012.
Fhimah blev frifundet for alle anklager, men skotske anklagere mener stadig, at Megrahi ikke handlede alene.
Pan Am-flyet var på vej fra London til New York, da bomben eksploderede. Det er den mest dødelige terrorhandling, som er indtruffet i Storbritannien.
Alle 259 om bord på Pan Am-flyet omkom. Dertil blev yderligere 11 dræbt i Lockerbie, da vragrester fra flyet styrtede ned i huse i byen.