8-årige piger kidnappet, voldtaget og tortureret: Døde af sult og tørst
Hans ofre blev lænket til senge, tortureret og seksuelt misbrugt i en kold og klam fangekælder. To piger døde af sult, mens to andre blev levende begravet. Kun ved et rent lykketræf slap hans to sidste ofre ud med livet i behold.
I dag mener flere dog, at det belgiske uhyre Marc Dutroux, 66, ikke nøjedes med at tage livet af fire i 1990’erne. Han myrdede mange flere, lyder det nu i podcasten ”Monsteret”:
– Adskillige unge kvinder og piger forsvandt på samme tid i denne del af verden. Jeg tænker, at en dybere dna-analyse af beviserne fundet i kælderen potentielt kunne resultere i fundet af andre ofre, fortæller Matt Graves.
Han har talt med både politi, efterforskere og pårørende, der var direkte involveret i Dutroux-sagen. Og så han har også talt med andre forældre, der frygter, at deres forsvundne datter blev offer for den sadistiske barnemorder.
– En af familierne forsøger nu at få genåbnet deres sag, siger han.
Chokket i kælderen
Belgien gik i chok, da Marc Dutroux’ uhyrligheder blev afsløret i august 1996. Her var endnu en pige forsvundet i det ellers så fredelige land. Denne gang så et vidne dog, hvordan den 14-årige Laëtitia Delhez blev hevet ind i en bil.
Vidnet kunne endda huske dele af nummerpladen, der i sidste ende ledte politiet til den arbejdsløse elektriker Marc Dutroux.
Han og hustruen Michelle Martin blev anholdt, og to dage senere krøb de til bekendelse: Der var en speciallavet og hemmelig celle i parrets kælder, der var komplet lydisoleret og umulig at komme ud af.
Her fandt politiet den udsultede og forpinte Laëtitia Delhez. Det var dog ikke det eneste chokfund. Ved siden af hende lå den 19-årige Sabine Dardenne lænket. 80 dage forinden var hun blevet kidnappet, da hun var på vej til skole.
Begravet levende
Begge piger berettede om rædselsfulde overgreb og tortur i hænderne på Dutroux. De var blevet lænket til senge, voldtaget og nægtet mad og drikke. De frygtede, at de skulle dø. Og med god grund.
For Marc Dutroux havde rigtignok kidnappet flere piger. Desværre overlevede ingen af dem.
Mens Marc Dutroux i begyndelsen af 1996 afsonede tre måneders fængsel for biltyveri, sultede de otteårige veninder Julie Lejeune og Melissa Russo ihjel i hans fangekælder.
Den pædofile mand havde kidnappet pigerne nær deres hjem i junimåned året forinden. Samme sommer kidnappede han også An Marchal, 17 år, og Eefje Lambrecks, 19 år. Pigernes lig blev senere fundet nedgravet i Marc Dutroux’ have. De var formentlig i live, da han begravede dem.
Gav dem bolsjer
Under retssagen indrømmede Marc Dutroux at have kidnappet og voldtaget pigerne. Han nægtede dog at have slået dem ihjel, men fastholdt i stedet, at han beskyttede pigerne mod en pædofil bande. Han forklarede også, at han var venlig mod dem:
– Jeg gav hende bolsjer for at få smagen af sæd væk, lød det blandt andet fra han.
De gruopvækkende detaljer lod heller ikke til at berøre morderen det mindste. Flere gange sad han således og småsov i retten. En mentalerklæring konkluderede, at Marc Dutroux var ”rendyrket psykopat”, og derfor tog det heller ikke retten længe at idømme ham den hårdeste straf: Livstid.
Hans hustru, Michelle Martin, fik 30 års fængsel for at hjælpe med forbrydelserne. Hun blev løsladt i 2012, fordi hun i stedet ville gå i kloster.
Friheden kommer Marc Dutrox nok aldrig til at smage, selv om han har forsøgt at få en bid – senest i 2019. Her ansøgte barnemorderen om at blive prøveløsladt, men endnu engang uden held.
Belgien vil – med god grund – ikke lukke landets værste barnemorder ud igen.