80-årig sigtet for drabsforsøg: 75-årig kvinde kørt på hospitalet
SENESTE: Manden er nu fængslet i fire uger
En 80-årig mand er sigtet for drabsforsøg og bliver stillet for en dommer torsdag eftermiddag. Han er sigtet for forsøg på drab ved at have stukket en 75-årig kvinde med kniv.
Det oplyser Fyns Politi.
Tidligere torsdag forlød det blot, at manden var anholdt, men politiet har nu valgt at sigte ham.
Det er uvist, hvad der skal være sket med den 75-årige kvinde, som er kommet alvorligt til skade. Ifølge den seneste melding er hun i stabil tilstand og indlagt på Odense Universitetshospital (OUH).
Politiet rykkede ud til adressen på Thurøgade omkring klokken 07.00 torsdag morgen, efter at der blev slået alarm. Det er dog ikke oplyst, hvem der ringede til politiet, eller hvad der blev fortalt.
Torsdag formiddag klokken 11.00 var betjente fortsat på stedet for at undersøge, hvad der er sket.
Billeder fra stedet viser, at politiet arbejder i og ved en rød murstensbygning på villavejen.
Da der endnu ikke er taget stilling til, hvorvidt den 80-årige bliver sigtet for noget og i den forbindelse kræves varetægtsfængslet, er der torsdag formiddag endnu ikke planlagt et grundlovsforhør i sagen.