Krimi3. maj 2023 (opd. 5. september 2024)

Advarer børn og ældre: Kan blive voldsomt i dag

Beredskabsstyrelsen har rakt ud til sårbare grupper for at undgå unødig bekymring, når varsling testes senere i dag
Så kan en besked se ud.
Så kan en besked se ud.
 Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Advarer voldsramte kvinder - Hemmelige telefoner skal slukkes

En besked, der tikker ind på mobiltelefonen, ledsaget af en høj, ildevarslende lyd.

Det er, hvad der er i vente onsdag klokken 12, når myndighederne tester et nyt mobilt varslingssystem kaldet "Sirenen".

Det er en advarsel, der udsendes i et bestemt område, når myndighederne vurderer, at der er fare på færde.

Eksempelvis en omfattende brand med giftig røgudvikling, hvor borgerne bør søge indenfor.

Når systemet testes onsdag middag, kan det give anledning til unødig bekymring, hvis man ikke ved det på forhånd.

Derfor er det en god idé, at forældre tager en snak med deres børn om, hvad der er i vente, lyder det fra direktør i Beredskabsstyrelsen Laila Reenberg.

- Det er klart, at børn er en gruppe, hvor det er rigtigt vigtigt, at forældrene har forklaret, hvad der kommer til at ske.

- På samme måde er det en god idé at tage en snak med ældre familiemedlemmer, der bor alene og måske ikke har hørt om det, siger hun.

Beredskabsstyrelsen har selv rakt ud til en række organisationer med kontakt til ældre, handicappede, PTSD-ramte, flygtninge og andre sårbare grupper.

- Vi har informeret så bredt, vi overhovedet kan. Det er vigtigt, at alle er klar over, at det er en test, siger Laila Reenberg.

Hvis man på forhånd ved, at man ikke vil forstyrres af testen onsdag klokken 12, skal man slukke sin telefon.

Det er ikke nok at sætte sin smartphone på lydløs, ligesom flytilstand heller ikke i alle tilfælde vil kunne blokere alarmsignalet.

Selve testen kører i 10-12 sekunder, og lyden slukker af sig selv. Den udsendes i tidsrummet fra klokken 12 til klokken 12.05.

- Hvis man slukker telefonen et par minutter før klokken 12 og først tænder den igen ti minutter senere, så er man i hvert fald på den sikre side, og man vil ikke få testen på telefonen, siger Laila Reenberg.

Testen foregår i samme tidsrum, hvor de fysiske sirener testes. Det sker vanen tro den første onsdag i maj, når cirka 1000 sirener i master og bygninger landet over aktiveres.

Laila Reenberg forklarer, at man har haft overvejelser om, hvorvidt man skulle nøjes med at teste mobilvarslingen i et mindre område frem for hele landet.

- Vi er godt klar over, at vi forstyrrer stort set hele den danske befolkning. Men vi vil dels gerne teste, at systemet rent faktisk virker, hvis der bliver behov for at varsle i hele landet.

- Og derudover vil vi gerne gøre flest muligt bekendt med, hvad det er, siger hun.

Man kan hjælpe myndighederne med at evaluere premieren på systemet ved efterfølgende at udfylde et spørgeskema på brs.dk eller sirenen.dk.

Sponsoreret indhold