Advarer før sagen om Korsørmanden: Kan påvirke børn og unge
LÆS OGSÅ: Derfor ender det med voldtægt og drab
Når nyhedsindslag og aviser den kommende tid bliver fyldt med uhyggelige beretninger fra retssagen, hvor en mand står tiltalt for et drab samt overgreb på teenagepiger, flytter nyhederne også ind på børn og unges sociale medier.
Det fortæller Ida Hilario Jønsson, der er børnefaglig konsulent i Børns Vilkår.
Nogle børn kan blive påvirket og have brug for at blive trøstet, mens andre ikke lader sig gå på af pressedækningen af sagen.
- Nogle kan måske identificere sig med ofrene i sagen. De kan være på samme alder, de kender måske nogle, som kender dem (ofrene, red.), eller er fra samme miljø eller lokalområde.
- Måske bliver nogle bange og får bekymringer over, hvordan det kunne ske, og kan det ske for mig, siger Ida Hilario Jønsson.
I sagen er en nu 33-årig mand blandt andet tiltalt for at have dræbt 17-årige Emilie Meng, at have overmandet og forsøgt at bortføre og voldtage en 15-årig efterskoleelev samt at have bortført og forgrebet sig på en 13-årig pige samt at have haft til hensigt at slå hende ihjel.
Han nægter sig i hovedparten skyldig i anklagerne.
Bag om Korsørmanden
Vold, trusler, langvarig frihedsberøvelse, voldtægt og forsøg på voldtægt, drabsforsøg og drab. Det er blandt det, en i dag 33-årig mand er tiltalt for at have udsat tre piger for. Tirsdag tager Retten i Næstved hul på retssagen, som der er afsat 14 retsmøder til.
Der ventes dom i sagen den 28. juni.
Det er han tiltalt for:
- Langvarigt at have frihedsberøvet 17-årige Emilie Meng, som han mødte ved eller nær Korsør Station natten til den 10. juli 2016. At have udsat hende for voldtægt, slået hende ihjel formentlig ved kvælning og derefter lagt hendes lig i en sø i Borup. Her blev det fundet 24. december samme år.
- At have truet en 15-årig efterskoleelev med en kniv om aftenen den 8. november 2022 i Sorø. At have slået hende flere gange og have forsøgt at få hende ind i en bil for at frihedsberøve hende langvarigt og voldtage hende, hvilket mislykkedes, fordi hun skreg op.
- Med sin bil at have kørt ind i en 13-årig pige kort før middag den 15. april 2023 i Kirkerup i Slagelse, så hun faldt af cyklen. At have frihedsberøvet hende i godt et døgn, og i den tid have udsat hende for grove seksuelle overgreb, samt have haft til hensigt at slå hende ihjel, hvilket mislykkedes, fordi politiet befriede hende.
- Besiddelse af børneporno og brud på knivloven.
- Den 33-årige nægter sig skyldig i anklagerne, hvad angår den 17-årige og den 15-årige. Han har delvist erkendt anklagerne om den 13-årige, men det står ikke klart, hvad han erkender.
Kilder: Anklageskriftet
Sagen har fået massiv opmærksomhed i medierne. Både da Emilie Meng forsvandt i sommeren 2016, da hendes lig blev fundet i december samme år, og da den 13-årige sidste år forsvandt og siden blev fundet i live.
Det er også forventningen, at retssagen, der indledes ved Retten i Næstved tirsdag den 14. maj, vil få stor mediedækning.
Selv om der er tale om en grov sag med unge ofre, skal man som forælder være opmærksom på ikke at lade egne bekymringer påvirke barnet for meget. Og man skal ikke nødvendigvis selv indlede en snak om det, der sker.
- Men for dem, hvor det fylder, er det rigtig rart, at de har en voksen, som kan hjælpe dem med at sortere i det, de har hørt og set, siger Ida Hilario Jønsson.
Hvis man har et barn, der bliver meget påvirket af sagen, anbefaler den børnefaglige konsulent, at man lader barnet dele sine bekymringer.
Det er også vigtigt, at man støtter barnet følelsesmæssigt og gør det tydeligt, at der meget sjældent sker ting som i retssagen, og at hverdagen trygt kan fortsætte.
- Lad barnet tømme sine tanker og sine bekymringer, fordi på den måde så har man et bedre indblik i, hvad barnet allerede ved, og hvad det har brug for svar på, eller hvad det har brug for at blive beroliget i, siger hun.
Man kan som barn gratis ringe til Børnetelefonen. Nummeret til den er 116111.
Hvis man som forælder står med et barn, der er påvirket af sagen, og man har brug for rådgivning, kan man ringe til Forældretelefonen. Nummeret til den er 3555 5557.
Begge rådgivningslinjer drives af Børns Vilkår.