Krimi8 timer siden

Afslørende optagelser i "Plejehjemmet bag facaden" kræves slettet

TV 2-journalist og direktør risikerer bødestraf for at have viderebragt optagelser af privat karakter.

LÆS OGSÅ: Andreas fra "Sikringen" stak kvinde i missionshus: - Jeg rådner op

Snart fem år efter at en kritisk dokumentar om forholdene på to plejehjem rullede over skærmen, er det juridiske efterspil fortsat i gang.

Mandag kræves TV 2-journalist Michael Bech Nielsen og TV 2-direktør Anne Engdal Stig Christensen idømt bødestraf ved Retten i Odense.

De er tiltalt for at have viderebragt optagelser, der ifølge anklagemyndigheden udgør en uberettiget krænkelse af privatlivets fred, i forbindelse med tv-dokumentaren "Plejehjemmene bag facaden".

I udsendelsen, der blev bragt på TV 2 i sommeren 2020, indgår optagelser, der er foretaget ved hjælp af skjult kamera.

Her ser man blandt andre 90-årige Else Marie Larsen på plejehjemmet Kongsgården i Aarhus.

På optagelserne kan man se en situation, hvor hun hænger i en loftlift og klager over smerter, mens personale venter på, at hun har afføring.

Den demensramte kvinde køres også til et Halloween-arrangement, selv om personalet ved, at hendes ble er fyldt.

Pårørende til Else Marie Larsen havde givet samtykke til, at TV 2 kunne foretage optagelserne.

Dokumentaren vakte stor debat om forholdene i ældreplejen.

Daværende sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) skrev efterfølgende på Instagram, at den 90-årige kvinde udsættes for en "helt igennem uværdig behandling".

To plejeansatte, der var anonymiseret i udsendelsen, blev i kølvandet på dokumentaren politianmeldt af pårørende til den 90-årige kvinde.

TV 2 blev ved domstolene pålagt at udlevere råbåndene til brug for politiets efterforskning.

De to plejere blev efterfølgende tiltalt for grov forsømmelse eller skødesløshed i tjenesten.

Sagen blev afsluttet med, at de fik en bøde hver på 5000 kroner.

De to tiltalte fra TV 2 kræves af anklagemyndigheden idømt en bødestraf.

Desuden kræves de optagelser, anklagemyndigheden anser som en uberettiget krænkelse af privatlivets fred, slettet.

Det sker "med henblik på at forhindre tilgængeligheden og den videre udbredelse heraf", fremgår det i anklageskriftet.

Plejehjemsdokumentaren er fortsat tilgængelig på TV 2 Play. Retten har afsat tre retsdage til sagen, og der forventes en afgørelse i begyndelsen af april.

Sponsoreret indhold