Aktivister anholdt: Spraymalede Stonehenge orange

Dramatiske scener udspillede sig for kort tid siden ved det historiske Stonehenge i Sydengland.
Her angreb to aktivister pludselig det forhistoriske monument med orange spraymaling.
Det skriver flere britiske medier.
De to aktivister kommer fra Just Stop Oil-gruppen, der kæmper for at få afskaffet fossile brændstoffer.

Flere turister overværede, hvordan de to aktivister pludselig begyndte at sprøjte orange maling ud over de tusind år gamle stenmonumenter – og flere øjenvidner forsøgte også at stoppe dem.
De to aktivister er nu anholdt, og de er blevet identificeret som Niamh Lynch, 21, og Rajan Naidu, 73. De nåede at posere ved de orangemalede Stonehenge-sten, før de blev ført bort.
Just Stop Oil har tidligere blokeret trafikken på store veje, forstyrret kulturbegivenheder samt kastet suppe på et berømt Van Gogh-billede.

Stonehenge ligger i Wiltshire i det sydlige England. Det er et forhistorisk monument, der består af en række sten, der er over fire meter høje. Man mener, at monumentet blev bygget ad flere omgange mellem år 3000 og år 1500 før vores tidsregning.
I dag er Stonehenge ét af Englands mest besøgte turistattraktioner.