Alvaro er fortsat savnet: Politiet kommer med ny opfordring
LÆS OGSÅ: 80-årige Alvaro forsvundet i en uge: Har fundet overvågningsvideoer
80-årige Alvaro har været væk i 13 dage.
Den ældre herre forlod sit hjem ved Gråbrødre Torv 25. december, hvor han gik i en ukendt retning.
Siden har Københavns Politi arbejdet intensivt med at finde den 80-årige mand, men det har endnu ikke været muligt på trods af omfattende efterforskningsskridt.
Tirsdag formiddag er Alvaro endnu ikke fundet, hvorfor politiet igen kommer med en opfordring til hovedstadens mange borgere.
"Vi opfordrer alle til endnu engang at kigge efter ham både på overvågning og udenfor i haveforeninger, skure eller i kælderopgange," lyder det fra politikredsen.
Københavns Politi sætter stor pris på de mange tips, som de har modtaget indtil nu.
- Vi modtager hele tiden tips til sagen, og det sætter vi rigtig stor pris på, lyder det fra Københavns Politis presseafdeling til SE og HØR.
Politiet kan kontaktes med oplysninger til sagen på telefon 114.