Anholdt nummer fire i træ-sagen sigtet for drab
SENESTE: Nu har dommeren besluttet sig
Ligesom de tre første anholdte i en sag for Sorø, hvor en mand blev dræbt af et træ, som væltede ned over hans bil, er den fjerde anholdte i sagen også sigtet for drab.
Det oplyser politiinspektør Kim Kliver fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til TV2 Øst.
Retten i Næstved oplyser til Ritzau, at der torsdag klokken 13.30 er retsmøde om eventuel varetægtsfængsling af de sigtede.
Sagens offer, en 55-årig mand, afgik ved døden, da et træ natten til onsdag væltede ned over hans bil på Parnasvej i Sorø. Politiets efterforskning har vist, at træet er blevet fældet.
Politiet mener, at der er tale om en bevidst handling og har valgt at rejse sigtelse efter straffelovens bestemmelse om manddrab. Samtidig har politiet sagt, at manden antages at være et tilfældigt offer.
I første omgang blev tre mænd anholdt. Det oplyste politiet om på et pressemøde først på aftenen ved politigården i Næstved. Her fortalte politiinspektør Kim Kliver og vicepolitiinspektør Lars Steffensen, at de tre var sigtet for drab.
Nogle timer efter pressemødet oplyste politiet så, at endnu en mand var blevet anholdt, og torsdag morgen skriver TV2 Øst, at også han er sigtet for drab.
Senere torsdag skal de anholdte stilles for en dommer ved Retten i Næstved. Her vil anklagemyndigheden bede om at få mændene varetægtsfængslet
Politiet har til TV2 oplyst, at der er tale om fire yngre mænd, men deres alder er ikke oplyst.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har tidligere oplyst, at anklagemyndigheden vil bede dommeren om at holde grundlovsforhøret for lukkede døre, da et retsmøde holdt i åbenhed ifølge anklagemyndigheden vil kunne forstyrre politiets efterforskning på afgørende måde.