Krimi28. juni 2024 (opd. 5. september 2024)

Anklager: Så længe skal Philip Westh i fængsel

Korsørmanden er alt for farlig at lukke ud i friheden igen, mener anklageren

LÆS OGSÅ: Philip Westh er farlig

En 33-årig mand er fredag kendt skyldig i drab, langvarige frihedsberøvelser, grove voldtægter eller forsøg herpå, og straffen for det bør ifølge anklagemyndigheden være fængsel på livstid.

Det siger anklager Thea Høst fredag formiddag i Retten i Næstved.

Hvis retten ikke finder grundlag for at idømme 33-årige Philip Patrick Westh en livstidsdom, bør han ifølge anklageren idømmes forvaring.

Det er ligeledes en dom til indespærring på ubestemt tid.

- Det er min opfattelse, at der selvfølgelig ikke kan blive tale om tidsbestemt straf. Hvis man skal have tidsbestemt straf, er det maksimalt 16 år. I denne sag vil straffen langt overstige fængsel i 16 år, siger anklageren.

Her er forskellen

Livstid:

* Livstid er som udgangspunkt en dom til fængsel resten af livet.

* Tidligst efter 12 år kan en livstidsfange blive prøveløsladt. Det er Kriminalforsorgen, der træffer afgørelsen efter indstilling fra fængslet, hvor den dømte afsoner.

* Hvis Kriminalforsorgen skønner, at der er fare for ny kriminalitet, kan ansøgning om prøveløsladelse afvises. Dette kan afsoneren indbringe for retten efter 14 års afsoning.

* Før prøveløsladelse af en livstidsfange skal der indhentes en udtalelse fra Retslægerådet om personens farlighed.

* På den baggrund ender nogle fanger med at tilbringe flere årtier bag tremmer.

* I gennemsnit bliver livstidsdømte dog løsladt efter 17 års fængsel. Det viser Kriminalforsorgens beregninger for perioden 1985-2018.

* Per 1. maj 2024 afsoner 50 personer i Danmark en livstidsdom.

Forvaring:

* Forvaring er formelt set ikke en straf, men en foranstaltning, der træder i stedet for straf, når den dømte anses for at være særligt farlig.

* Efter tre års forvaring - og siden en gang om året - har Kriminalforsorgen pligt til at tage stilling til, om foranstaltningen skal fortsætte.

* Forvaringsdømte, der er kendt skyldige i forbrydelser, der kan give op til livstid, kan dog først efter ti år få prøvet, om vedkommende er berettiget til udgang.

* En forvaringsdømt kan ikke prøveudskrives, før en domstol har vurderet, at personen ikke længere er farlig for samfundet.

* 21 personer med en forvaringsdom er blevet prøveudskrevet siden 2017. På det tidspunkt havde de i gennemsnit været anbragt i lidt over 15 år. Fire af dem er genindsat i forvaring, og en af de fire er prøveudskrevet på ny.

Det viser en gennemgang fra oktober 2023 af forvaringsdomme ifølge anklagemyndigheden.

* Når en person er prøveudskrevet fra forvaring, kan en domstol senere ophæve forvaringsdommen. Det er dog kun sket to gange siden 2017. Den ene havde været anbragt i næsten 27 år og den anden i 16 år.

* Der idømmes i gennemsnit mellem fem og ti forvaringsdomme om året.

* Per 1. maj 2024 afsonede 106 personer en forvaringsdom. Afsoningen sker blandt andet i Herstedvester, der er Kriminalforsorgens psykiatriske specialinstitution for fængsels- og forvaringsdømte.

Kilder: Kriminalforsorgen, anklagemyndigheden, straffeloven og prøveudskrivningsbekendtgørelsen.

Manden er kendt skyldig i at have forsøgt at bortføre 17-årige Emilie Meng langvarigt natten til 10. juli 2016, forsøgt at voldtage hende samt for at have dræbt hende og placeret hendes lig i en sø i Regnemarks Bakke ved Borup på Sjælland. Her blev hendes lig fundet i december samme år.

Han er også kendt skyldig i vold og trusler mod en 15-årig efterskoleelev i Sorø i 2022. Pigen forsøgte han at bortføre langvarigt og voldtage, har retten afgjort.

Han er ligeledes kendt skyldig i sidste år i april at have bortført en 13-årig pige i Kirkerup nær Slagelse. Hun var langvarigt frihedsberøvet og blev over et døgn udsat for grove voldtægter og vold.

Philip Patrick Westh forsøgte desuden at slå den 13-årige ihjel, hvilket dog mislykkedes, fordi politiet nåede at anholde ham og befri pigen.

- Vi lander på et sted mellem otte og ni års fængsel, alene ud fra de grove overgreb, som (den 13-årige, red.) blev udsat for, siger anklager Thea Høst, som fredag gennemgår anklageskriftet del for del for at sige, hvad hun mener, hver forbrydelse i sig selv burde koste af straf.

Det munder ifølge anklageren ud i, at Philip Patrick Westh bør idømmes over 30 års fængsel. Så lang en tidsbestemt straf kan man ikke give i Danmark, og derfor bør straffen være fængsel på livstid, lyder det.

Anklager Thea Høst fremhæver flere detaljer, som hun mener, bør tale i skærpende retning - og altså skubbe straffen opad. Men hun nævner intet, der kan være formildende.

- Der er ikke nogen, siger hun.

Den 33-årige har under retssagen alene erkendt noget vedrørende den 13-årige, mens han har nægtet sig skyldig i det resterende.

Retten i Næstved har tilsidesat flere dele af hans forklaring i retten.

Straffen til den 33-årige udmåles fredag eftermiddag.

Sponsoreret indhold