Anne-Louises 2-årige søn dræbt på kirkegården: Kan livet gå videre?

En varm junidag styrtede Anne-Louise Bachmanns liv i ruiner.

Mens hun og hendes lille familie legede gemmeleg på Vestre Kirkegård, skete en ufattelig ulykke: En gravsten væltede ned over hendes lille søn, 2-årige Noam.

Han var død på stedet.

Tilbage stod et ungt forældrepar med en sorg, der syntes for tung at bære.

Hvordan kommer man videre efter at have mistet det allermest dyrebare? Kan man komme videre? Giver det overhoved mening at komme videre?

Dagen efter den tragiske ulykke forærede en barndomsvenindes mor Anne-Louise en lille grøn notesbog. Den lille bog var tænkt som et sted, hvor Anne-Louise kunne skrive sine tanker og følelser ned. Anne-Louise tog bogen med sig – og til sig.

Artiklen fortsætter under billedet...

Lille Noam fotograferet i kolonihaven 9. juni 2016. Han var som altid frisk på at hjælpe til med havearbejdet. Foto: Privat

Hun begyndte at skrive hver dag. Om alt og ingenting – og det midt imellem. Om at miste det meste dyrebare – og om at miste sig selv og finde sig selv igen.

I dag er det tre år siden, at Anne-Louise og hendes kæreste Benjamin mistede deres søn – og tre år siden, hun begyndte at skrive sine tanker ned. Nu har den unge mor valgt at dele sine dagsbogsnotater.

Håbet er blandt andet, at ordene kan hjælpe andre, der står midt i et uforståeligt tab.

Men Anne-Louise håber også, at ordene kan hjælpe hende selv til at huske en tid, hun egentligt allerhelst vil glemme.

- Når jeg læser notesbøgerne, er jeg ikke overrasket over, at det er mit liv. Men jeg kan ikke huske det. Der er mange ting, jeg har glemt – enten bevidst eller ubevidst. Så jeg ved ikke, hvad jeg kommer til at læse i dagbøgerne. Derfor er det også en spændende rejse, jeg har begivet mig ud i. Og jeg glæder mig til at se, hvad det er for en rejse – og hvilke tanker og ord jeg møder undervejs, fortæller Anne-Louise i dag til SE og HØR.

SE og HØR bringer herunder enkelte uddrag fra Anne-Louises dagbog sammen med tanker og ord fra Anne-Louise i dag – tre år efter ulykken.

Du kan læse – og følge – hele hendes historie på hendes hjemmeside Jeg Lever Med Døden. Her er der også link til den podcast, som hun udgiver ca. hver 14. dag.

Artiklen fortsætter under billedet...

Anne-Louise med den lille grønne notesbog i hånden. Notesbogen fik hun af en barndomsvenindes mor. I begyndelsen skrev familie og venner også i bogen. Foto: Privat

19. JUNI, SKREVET OM ULYKKEN 15. JUNI

”Vi har flyttet gravstenen væk fra ham. Der er blod overalt. Ud af munden, ud af næsen og ud af øerne. Vi vender ham på hovedet, vi er stressede og forvirrede. Han er livløs. Jeg vil gerne bare holde om ham, men Benjamin bliver ved med førstehjælp. Benjamin prøver at forklare 112 hvor vi er og får instrukser i førstehjælp, mens han prøver at redde Noam. ”

Vi har flyttet gravstenen væk fra ham. Der er blod overalt. Ud af munden, ud af næsen og ud af øerne. Vi vender ham på hovedet, vi er stressede og forvirrede. Han er livløs. Jeg vil gerne bare holde om ham, men Benjamin bliver ved med førstehjælp. Benjamin prøver at forklare 112 hvor vi er og får instrukser i førstehjælp, mens han prøver at redde Noam.”

20. JUNI

”Jeg føler, at jeg glemmer hvordan han var, hans kærlighed og hans sind. Jeg kan mærke tomheden om morgenen, og den fylder meget. Jeg kan også mærke tomheden i løbet af dagen, men pillerne bedøver vores følelser på en måde, så det er til at leve med.

Jeg frygter mere end noget andet at jeg glemmer ham, så de eneste minder jeg har om ham er billeder og små film.”

I lang tid tænkte Anne-Louise kun på ulykken, når hun tænkte på Noam. Hun kunne ikke få ulykken og blodet ud af hovedet. I dag er det heldigvis andre minder om sønnen, der pibler frem, når hun tænker på ham.

- I dag ser jeg ham ikke længere i ulykken. Så ser jeg ham i andre. Så forestiller jeg mig ham som Anker (Anne-Louises anden søn, red.). Jeg ser ham ikke i ulykken i dag. Det har vi fået behandling for. Men det tog rigtig lang tid at tænke på ham på en anden måde.

Artiklen fortsætter under billedet...

Anne-Louise og lille Noam på tur 3. juni 2016 - ikke længe før den tragiske ulykke. Foto: Privat

22. JUNI

”Det hele er så uvirkeligt. Der er mange ting jeg ikke kan sige eller snakke med mine venner om, for jeg har ikke lyst til at smalltalke og tale om ligegyldigheder, men jeg har heller ikke lyst til at tale om Noam og om ulykken. Så jeg bliver tavs. Måske også fordi jeg føler, at de aldrig har kunne relatere til hvad jeg har haft, hvordan kan de så på nogen måde forstå hvad det er jeg har mistet.”

23. JUNI

”Vi lever og bor hos vores forældre i omsorg og kærlighed. Alle tager sig af os, vi kan ikke selv. Jeg er begyndt at frygte vores kommende hverdag, at være alene, komme hjem fra studie, at skulle lægge mig til at sove, at skulle stå op igen. Alt sammen alene. Jeg frygter stilheden og tomheden. Vores liv kommer til at mangle liv.”

I dag husker Anne-Louise ikke, hvornår hverdagen kom – eller hvert fald følelsen af, at den var kommet. Men hun husker, at hun længe havde det svært med at være alene.

- Jeg kunne klare mig rigtig fint uden andre, men Benjamin skulle være her. Og vi havde også selv svært ved at få hverdagen til at fungere. Vi var ikke dygtige til at lave aftensmad, vi var ikke dygtige til at gå i bad. Og nogle af de ting hænger stadig ved. Vi er ikke gode til de huslige ting og til at få vasket og ordnet tøj i dag. I lang tid fik vi hjælp af vores forældre til det lavpraktiske – det fungerede slet ikke for os.

Artiklen fortsætter under billedet...

"Isbanden" kaldte Anne-Louise selv dette foto af sig selv og sin søn. Billedet er fra 12. juni 2016 - altså blot tre dage før, at Noam døde på Vestre Kirkegård. Foto: Privat

24. JUNI

”Jeg fik hjælp af min mor og af bededamen til at komme ham i natdragten. Han blev svøbt i dynen og Benjamin fik ham i armene. Benjamin var knust og græd meget. Vi holdt ham i hånden, aede ham og kyssede ham. Jeg følte ikke rigtig, at det var min dreng, fordi han var så anderledes i døden, men Benjamin overbeviste mig om at tage ordentligt afsked med ham. Vi fik puttet ham i kisten med hans dyne, sovedyret i hånden, et billede af os alle tre, legetøj og børnesange omkring ham. Jeg puttede ham og kyssede ham godnat, som jeg altid havde gjort. Et kys på mine fingerspidser som jeg satte ned på hans pande, mens jeg sagde “Jeg elsker dig”.”

I dag har Anne-Louise svært ved at huske dagen, hvor Noam blev begravet. Når hun tænker tilbage, dukker der små glimt og billeder op fra dagen. Hun kan huske, hvordan de stod, da rustvognen kørte væk – at de stod som paralyserede.

- Det var en tom følelse og tomme tanker… om bare at følge med. Jeg gik bare op i at være der og holdt hovedet lavt. Jeg havde ikke lyst til at se folk øjnene, jeg følte jeg beskuet. De skulle være der, men de skulle alligevel ikke være der. Sådan var det også derhjemme. Det var en mærkelig blanding mellem, at jeg var et voksent menneske, der ville passe mig selv og så et voksent menneske, der pludseligt ikke kunne passe sig selv.

- Jeg har i dag svært ved at huske, hvem der var der. Jeg husker faktisk kun gæsterne, hvis jeg har skrevet ned, at de var der. Vi var jo på beroligende piller, og det tror jeg også gjorde noget. Men jeg er glad for, vi tog det. Vi kunne ikke have været i det uden at tage det.

27. JUNI

”Jeg har overvejet at tage en ekstra sovepille. Jeg er ikke ude på at tage mit eget liv, selvom rigtig mange ting ville være lettere for mig, men ikke for nogen andre. Den her tid handler om Noam. Min og alle andres sorg handler om Noam. Han skal have vores kærlighed og vores opmærksomhed, det kunne jeg ikke finde på at afbryde med en dramatisk død. Tænk hvis Benjamin tager sit eget liv og efterlader mig her alene i sorgen. Jeg ville ikke kunne tilgive ham."

Artiklen fortsætter under billedet...

Lille Noam var Anne-Louise og Benjamins første barn - og deres evige lys, som de selv beksriver ham. Dette foto er taget tre dage før, han døde. Foto: Privat

"Noam var min dags højdepunkt. Noam var al min glæde. Noam var hele mit liv. Noam var det smukkeste og det bedste jeg har udrettet. Noam var mit ønske, han var min drøm og min virkelighed. Noam var min gode side. Han var mit livsstykke, min ballademager, min stolthed. Noam var for god til at være sand. Noam var uperfekt og perfekt. Han var selvstændig og stædig. Han var et barn og ubekymret. En sjældenhed. Særlig. Noam var udspekuleret og klog. Han var fræk og humoristisk. Han var kram og kærlighed. Han var min og han var vores lille kærlighed. Vores fælles kærlighed. Familie.

Jeg går og drømmer om, at vi lige præcis nåede at lave en lillebror eller - søster inden ulykken, så jeg kunne have en baby inde i maven nu, og vi havde noget at se frem til."

Når Anne-Louise i dag læser sine egne ord, bliver hun både forbavset og imponeret. Der er mange situationer og følelser, hun havde glemt, at hun gennemlevede. Mest af alt er hun dog forbavset over sin egen evne til at rumme sorgen og få den skrevet ned på papir.

- Jeg er meget imponeret over min egen evne til at reflektere. Det troede jeg slet ikke, jeg kunne. Det havde jeg opfattelsen af, at jeg ikke kunne. Senere blev jeg meget bedre til at reflektere – alligevel er jeg meget imponeret over, at jeg havde den evne så tidligt, fortæller Anne-Louise i dag.

Artiklen fortsætter under billedet...

Bordet var fyldt med blomster forud for Noams begravelse 24. juni 2016. Foto: Privat

4. juli

"Lægen var flink, han forstod vores svære og komplicerede situation. Han bestilte en tid til blodprøvetagning i Søborg og sagde, at vi skulle have kontakt til en psykiater, som kunne styrer og overvåge vores medicinforbrug især i forhold til min graviditet. Han syntes, at det var en god ting, at vi skulle have en baby trods vores situation. Han sagde, at jeg skulle bestille tid hos min nye læge i Gentofte. Vi talte sammen i et kvarters tid.

Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forholde mig til en graviditet, der var så ønsket, og som alligevel mest føles uoverskuelig. Ni måneder er lang tid at vente på en baby, men det er kort tid til at bearbejde sorg. Min krop skal kunne bærer det barn her og sørge for, at det bliver helt perfekt fuldbårent og uden komplikationer."

Ikke længe efter, at Anne-Louise og Benjamin mistede Noam, opdagede de, at hun var gravid.

Anne-Louise var gået over tid, og hun havde på fornemmelsen, at hun måske var gravid. Den første test viste to streger, men Anne-Louise kunne alligevel ikke lade være med at købe en test mere. Den viste selvfølgelig også to streger.

- Jeg kan huske, at jeg mest bare prøvede at lade det være. Det må gå, som det går. Det er rigtig fint, og det er fantastisk, hvis der kan komme en baby om ni måneder. Men lige nu fokuserer jeg på min sorg og på Noam. Så må barnet i min mave vokse og gro, som det nu gør, fortæller Anne-Louise.

Artiklen fortsætter under billedet...

Anne-Louise besøgte blomsterne ved Noams grav dagen efter hans begravelse. Billedet her er taget 25. juni 2016. Foto: Privat

Hun tænkte under graviditeten, at det ville være lettere, hvis de fik en pige. Så ville det hele været meget lettere i forhold til Noam. Barnet var nemlig sat til at komme næsten samtidigt med hans fødselsdag.

- Den dag, vi fik at vide, det var en dreng, var vi jo lykkelige alligevel. Vi tog også hurtig en beslutning om at genbruge hans tøj. Og det var fantastisk at gå igennem det. Nu går Anker rundt i det tøj, som Noam gik rundt i det som det sidste, fortæller Anne-Louise.

9. juli

Anders og Anette hjalp med at lægge tøj på plads og hænge flere ting op. Min mormor kom forbi, hun havde en fin plante med af hendes egne. Min far kom. Han var ked af det. Det var virkede mærkeligt, fordi vi selv arbejde så meget for ikke at være kede af det hele tiden, og vi var allerede blevet bedre til det de seneste tre uger. Vi reagerede mere indeni, end ud af til, som han nu kom og gjorde. Min mor og Frank kom lidt efter, så lejligheden var fyldt af folk. Lidt efter lidt tog de afsted, og vi kørte hjem med Frank som de sidste.

Vi får så mange ting foræret, penge og gaver. Jeg kan mærke, at jeg gerne vil være taknemmelig, og at jeg er taknemmelig, og at folk gør det for at hjælpe os og trøste os. Men det føles samtidigt så ligegyldigt at have alle de lækreste ting. Det føles tomt at sige tak, fordi vi mangler det vigtigste, et liv, som var det vigtigste liv af alle. Men jeg ved godt, at det her hjem og de her ting skal hjælpe os tilbage til et almindeligt liv."

Artiklen fortsætter under billedet...

Den smukke blomsterhilsen fra Anne-Louise og Benjamin var med solsikker. Og på båndet stod der "Vores livs kærlighed". Foto: Privat

I dag er Anne-Louise lykkelig for al den hjælp, de fik. De tog imod alt den hjælp, de kunne og fik tilbudt. Og det er blandt andet takket været den hjælp, at Anne-Louise og Benjamin er nået dertil i deres sorgproces, som de er.

"Det ødelagde vores velkendte og gode liv at miste vores dreng – et liv vi besluttede os for at leve. Det skabte ikke kun et tomrum for den plads, han havde udfyldt i vores liv og i vores hverdag. Det skabte tomrum og kaos i alle aspekter af hvem vi var som mennesker og hvem vi var igang med at udvikle os til at blive, begrebet om hvem og hvad familie og venner var blev redefineret og alt blev vendt på hovedet. Tanker og følelser, som jeg ikke troede var muligt at tænke eller føle, fyldte min krop og blev min hverdag.

Vi fik hjælp – vi tog imod al den hjælp, som vi fik tilbudt, vi har arbejdet med os selv og taget vores kampe. Alt sammen noget, der har været med til at få os tilbage til et mere almindeligt liv, et liv med lykke, et liv der er værd at leve, igen som en familie."

Du kan læse hele hendes dagbog – og hendes historie – her.