Bandidos præsident Michael "Kokken" Rosenvold er død

Torsdagens retsmøde i forbindelse med myndighedernes forsøg på at forbyde rockerklubben Bandidos MC er startet med et stort chok.
Her blev det meddelt, at Michael Rosenvold - som i rockerkredse var kendt som "kokken" - er død. Han blev 57 år gammel.
Det skriver Ekstra Bladet, som har været til stede under dagens retsmøde ved Retten i Helsingør.
Michael Rosenvold fyldte 57 år kort efter indledningen på forbudssagen mod Bandidos MC.
Her har den erfarne rocker været den ene af repræsentanterne for motorcykelklubben, som bliver forsøgt gjort ulovligt af myndighederne.
- Jeg skrev med ham i aftes, lød forsvarsadvokat Michael Juul Eriksens kommentar ved retten, inden han tilføjede: - Det er meget sørgeligt, skriver formiddagsavisen.

Bandidos MC er for nuværende gjort midlertidigt ulovlige, hvorfor klubbens medlemmer de facto ikke længere er en del af den verdensomspændende rockergruppering - sådan forholder det sig dog langt fra i virkeligheden.
Siden det midlertidige forbud har "Kokken" fortsat været særdeles aktiv på de sociale medier som Instagram, hvor den mangeårige rocker delte billeder og videoer om sin hverdag.
Så sent som for to dage siden delte Michael Rosenvold en video fra asien, hvor han råber "Bandidos".
"Kokken" havde været medlem af Bandidos i Danmark siden klubbens begyndelse i 1993.
Den mangeårige præsident har tidligere været bosat i Helsingør - der betragtes som Bandidos territorium - gennem mange år.
Men efter det midlertidige forbud i maj sidste år fraflyttede "Kokken" Danmark.
Ifølge SE og HØRs oplysninger flyttede han i juli måned sin adresse længere nordpå, nærmere bestemt til Finland.
Dagens retsmøde ved Retten i Helsingør er aflyst efter morgenens nyhed, lyder det yderligere fra Ekstra Bladet.