Barkonge raser: Umuligt at drive virksomhed
Hvis der ligger en bar eller et diskotek i en by i Danmark, er der er en meget stor sandsynlighed for, at der står REKOM på ejerskiltet.
Manden bag er barkongen Adam Falbert, der igen går en usikker fremtid i møde med de nye restriktioner i københavnsområdet for nattelivet.
- Det her er en de facto nedlukning af aften- og nattelivet i København de næste par uger for dem, der primært serverer en øl.
De nye restriktioner:
- 22-reglen. Barer og restauranter skal lukke klokken 22.00. Politiet holder øje med hotspots og vil udstede opholdsforbud, hvis det er nødvendigt.
- Krav om mundbind eller visir, når man bevæger sig rundt på restauranter og barer. Ikke når man sidder ned. Det gælder både gæster og ansatte.
- Serveringssteder skal synliggøre med skilte, hvor mange der må være på stedet. Det er et lovkrav.
- Private fester bliver opfordret til at efterfølge disse restriktioner – luk festen klokken 22.00 derhjemme – det er en opfordring.
- Superligaen – 500 personer tilstede på stadion fra 17. september og frem til 1. oktober i de berørte kommuner.
- Det er fremrykningen til kl. 2200 i kombination med bl.a. stramme mundbindskrav, som reelt gør det umuligt at drive den københavnske del af vores virksomhed de næste par uge, skriver CEO for REKOM Group Adam Falbert, der blandt andet ejer Heidis Bier Bar, Crazy Daisy, A Bar og mange flere, i en mail til SE og HØR.
Tidligere på dagen meddelte sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S), at alle gæster på restauranter og barer skal bære mundbind eller visir, når man er på besøg på en beværtning i en af de 17 kommuner i hovedstadsområdet.
Samtidig skal alt lukke ned klokken 22.00.
- Vi har fuld respekt for, at der skal handles, når smittetallene går op. Men det undrer os ganske enkelt, at vi nu skal lukke kl. 22.00. De unge kommer til at finde andre måder at være sammen på – uanset hvor meget kontrol, der sættes ind, skriver Falbert.
Coronavirussen har allerede lukket alle REKOM’s barer en gang i år, da hele landet lukkede ned i foråret. Ifølge Adam Falbert har det allerede kostet mange millioner kroner. Nu ser fremtiden igen sort ud for barimperiet.
- Vi er ved at få gang i tingene, få personalet tilbage på arbejde efter seks måneder hjemme og en masse andet.
- Det bliver et dyrt år for os, da vi allerede har brændt millioner af kroner af, lyder det fra REKOM’s direktør.
Han fortæller videre, at det er meget dyrt hver gang, de bliver nødt til at lukke ned.
Regerings nye restriktioner i hovedstadsområdet starter 17. september og løber frem til 1. oktober. Kun hvis smittespredningen falder i hovedstaden, vil regeringen fjerne de skrappe krav til bar- og restaurantejere.
Der er 17 kommuner, der bliver ramt af de nye restriktioner:
Københavns Kommune, Albertslund Kommune, Ballerup Kommune, Brøndby Kommune, Dragør Kommune, Frederiksberg Kommune, Gentofte Kommune, Gladsaxe Kommune, Glostrup Kommune, Herlev Kommune, Hvidovre Kommune, Høje-Taastrup Kommune, Ishøj Kommune, Lyngby-Tårbæk Kommune, Rødovre Kommune, Tårnby Kommune og Vallensbæk Kommune.