En pige på ti år kom mandag aften til at sidde fanget i en pakkeboks, som hun var kravlet ind i.
Det skriver regionalmediet Nordjyske, som har talt med Nordjyllands Beredskab og Nordjyllands Politi.
Beredskabet fik alarmopkaldet klokken 18.40. Det kom fra en adresse ved boligkvarteret Vangen, hvor der også er en nærboks.
Her afleverer PostNord pakker, hvorefter modtagerne får besked om, at de kan hente deres pakke.
Ifølge beredskabet var barnet kravlet ind i pakkeboksen, hvorefter døren til rummet var smækket i, skriver Nordjyske.
Nordjyllands Beredskab var hurtigt til stede på adressen, hvor det fik åbnet rummet og reddet pigen ud af pakkeboksen.
Vagtchef Martin Møller fra Nordjyllands Politi oplyser til mediet, at hændelsen skete i forbindelse med en gemmeleg.