Bedrageri og dokumentfalsk: Nu skal Amira Smajic fra "Den sorte svane" i retten
LÆS OGSÅ: Gode nyheder for Tobias Friberg: Anklagemyndigheden anker ikke dommen
Det er alvorlige anklager, som anklagemyndigheden ved Fyns Politi retter mod den 37-årige erhvervsjurist Amira Smajic, som med skjult kamera afslørede advokater og erhvervsfolk i at begå kriminalitet i TV 2-dokumentaren "Den sorte svane".
Amira Smajic er blandt andet tiltalt for bedrageri, forsøg på bedrageri og dokumentfalsk i en sag, som erhvervsjuristen har været tiltalt i siden 2019.
Ifølge anklagemyndigheden, som kræver Amira Smajic idømt fængselsstraf, er der tale om en periode fra november 2016 til november 2021, hvor erhvervsjuristen har brudt loven.
Flere retsmøder i sagen har allerede været afholdt - blandt andet, da optagelserne til "Den sorte svane" fandt sted.
Og ikke færre end seks gange er den alvorlige sag blevet udsat, da Amira Smajic nogle af gange er udeblevet fra retsmøderne.
Bedrageri som ansat i advokatfirma
SE og HØR er i besiddelse af sagens anklageskrift, hvori det første forhold handler om bedrageri i 2019.
Ifølge Fyns Politi ville Amira Smajic - som ansat i et advokatfirma - oprette et selskab, hvor der krævedes en såkaldt aktiekapital på 400.000 kroner.
Ifølge sagens anklageskrift ville Amira Smajic skaffe 200.000 kroner, mens en unavngiven person skulle skaffe de resterende 200.000 kroner til oprettelsen af selskabet.
Politiet mener, at den unavngivne person overførte 200.000 kroner til erhvervsjuristens bankkonto 6. maj 2019.
Ville have firma til at overføre 225.000 kr.
Sagens andet forhold handler om forsøg på bedrageri, hvor den omdiskuterede erhvervsjurist 26. maj samme år skulle have forsøgt at svindle sig til 225.000 kroner fra et advokatfirma.
Ifølge anklagemyndigheden havde Amira Smajic skrevet en mail til advokatfirmaet, hvori det fremgik, at firmaet skyldte 180.000 kroner plus moms på 45.000 kroner for advokatsalær i forbindelse med et byggeprojekt.
Herunder kontrakt-udarbejdelse og forhandling, som ifølge tiltalen "ikke var i overensstemmelse med sandheden".
På den måde forsøgte Amira Smajic angiveligt at få advokatfirmaet til at overføre de 225.000 kroner til hende.
Udgav sig for at være advokat
Anklagemyndigheden ved Fyns Politi mener også, at Amira Smajic i perioden mellem 27. april 2020 og juni 2022 har begået dokumentfalsk.
Erhvervsjuristen skulle have gjort brug af et falsk brev fra Socialstyrelsen, og i brevet fremgik det angiveligt, at styrelsen havde imødekommet en ansøgning fra et projekt.
Det er politiets vurdering, at Amira Smajic i den forbindelse underskrev sig som "lawyer" (advokat, red.), selvom hun ikke havde fået beskikkelse som advokat.
Svindel for 1,2 mio. kr.
Derudover er Amira Smajic tiltalt for flere tilfælde af bedrageri, fremgår det af anklageskriftet - blandt andet at have svindlet en forening for ikke færre end 1.243.158 kroner.
Af retsbogen fremgår det, at en imam kontaktede hende i 2018 og bad hende oprette en bankkonto til en bosnisk forening.
I stedet gav hun angiveligt foreningen sit eget kontonummer, og mellem juni og december 2018 rullede der 1.243.158 kroner ind på hendes konto – penge, der skulle have gået til den bosniske forening.
- Hun var meget presset økonomisk af rockere, og samtidig tog hun noget af sin fars morfin-medicin til terminal syge. Det lammede hende mentalt samtidig med, at hun blev lidt høj, lød Amira Smajic' forklaring ifølge retsbogen.
SE og HØR har været i kontakt med "Den sorte svane"-muldvarpens forsvarsadvokat Thomas Brædder, som oplyser, at han for nu ingen kommentarer har til sagen.