Billeder forarger: Konfiskerer UEFA et prideflag her?
Mens de sociale medier oversvømmes med jubelråb og sejrsbrøl i røde og hvide farver, bliver der tilsyneladende endnu en gang hældt lidt malurt i bægeret af fodboldforbundet UEFA.
I en billedserie på tre fotos virker det, som om et par danske fans af vagterne på stadion i Azerbaijan bliver bedt om at lægge deres LGBT-flag væk.
Og det falder altså bestemt ikke i god jord hos fans – hverken i Danmark eller i resten af verden.
forbund Afviser
UEFA var hurtige til at svare på kritikken allerede lørdag aften. Deres forklaring lyder blandt andet, at den danske fan var enormt fuld, og at han derfor blev kontaktet af vagterne, der bad ham skrue ned for begejstringen.
- Ingen vagter i hverken Baku eller på noget andet stadion har fået besked på at konfiskere regnbueflag. Situationen her undersøges fortsat, skriver de.
Billederne af de danske fans med LGBT-flag dukker op i kølvandet på et forbud mod de regnbuefarvede faner på både stadion og i fanzone i Azerbaijan og Rusland. Et forbud som UEFA vel at mærke står bag.
DR Sporten har været i kontakt med tilskueren Kristoffer Føns, der stod med flaget, og han kan bekræfte, at flere vagter kom hen og tog det.
Uden at give en begrundelse for, hvorfor de ville fjerne det.
- Der kom en officiel UEFA-vagt hen og rev flaget ud af mine hænder, fortæller han.
Beslaglægger UEFA-vagter danske Kristoffers regnbueflag her? (Foto: Twitter, DW Sports)
Politisk symbol?
Fra fodboldforbundet selv lyder forklaringen, at der ”kræves af sponsorerne, at deres brug af udsmykning stemmer overens med lokale regler og lovgivning,” og at de ikke vil sætte sporten i forbindelse med ”politiske budskaber”, mens mange ser det som en direkte homofobisk udmelding.
For mindre end en uge siden haglede en lignende kritik ned over det europæiske fodboldforbund, da de foreslog andre datoer for at oplyse et fodboldstadion i München i regnbuefarver op til EM-kampen mellem Tyskland og Ungarn.
Den ungarske udenrigsminister, Péter Szijjártó, kaldte det i denne forbindelse "ekstremt skadeligt at blande sport og politik" ifølge ungarske medier.