Blå bog afslører: Drabssigtede Luigi Mangione var "bedst til at score"
LÆS OGSÅ: Luigi Mangione sigtet for drab på Brian Thompson: Meldt savnet af sin familie efter rygoperation
Han var både klog og køn – og tilsyneladende god til at udnytte begge dele: For Luigi Mangione var ifølge sin blå bog den bedste i klassen til at score damer, og spørger man hans tidligere venner, gjorde han det da også ofte.
Nu er disse venner dog både forfærdede og chokerede, for mandag blev den 26-årige fyr anholdt og sigtet for at stå bag et af de mest opsigtsvækkende drab i nyere tid: Drabet på den 50-årige direktør i UnitedHealthcare Brian Thompson.
Han blev skudt og dræbt på åben gade i New York onsdag i sidste uge.
Siden drabet er der dukket adskillige informationer op om 26-årige Luigi Mangione, som altså nu, ifølge politiet, er blevet morder.
Luigi Mangione blev i 2010 sendt til den prestigefyldte Gilman School i Baltimore, Maryland.
Her gik han de næste seks år, og han spildte tilsyneladende ikke tiden.
Ifølge tidligere venner var han en populær fyr – også blandt pigerne, som han formåede at gøre bløde i knæene. Og hans blå bog afslører også, at han var indehaver af en lang række scoretricks, som han flittigt brugte.
En tidligere ven, R.J. Martin, fortæller ifølge New York Post, at hans ungkarleliv dog endte med at lide et voldsomt knæk.
Luigi Mangione blev ramt af en alvorlig ryglidelse, og det var disse rygsmerter, der ødelagde hans liv. Ifølge vennen vidste Luigi Mangione, at det ikke var muligt at date og være fysisk intim på grund af ryglidelsen.
Motivet til drabet på 50-årige Brian Thompson er endnu ukendt, men netop rygproblemerne kan være en del af forklaringen.
Flere amerikanske medier skriver således, at den formodede gerningsmand et par måneder inden drabet gennemgik en større rygoperation – og at det i den forbindelse kan tænkes, at Luigi Mangione bar nag mod det amerikanske sundhedsvæsen og altså også mod det amerikanske sundhedsforsikringsselskab, hvor 50-årige Brian Thompson stod som administrerende direktør.
Anholdt på McDonald's
Det var en ansat på en McDonald’s i Altoona, der mandag morgen alarmerede myndighederne efter at have genkendt den 26-årige mand.
Da betjente ankom til fastfoodrestauranten, fandt de den 26-årige Luigi Mangione siddende ved et bord. Luigi Mangione havde sin bærbare computer fremme, da betjente tog kontakt til ham og bad ham om at fjerne det blå mundbind, som han gemte sig bag.
Indledningsvis virkede 26-årige Luigi Mangione upåvirket af betjentene – lige indtil han blev stillet et særligt spørgsmål:
En af betjentene spurgte, om Luigi Mangione for nyligt havde været i New York, hvilket fik den formodede morder til at blive stille og begynde at ryste.
- Spørgsmålet affødte en fysisk reaktion fra den mistænkte, udtalte vicepolitiinspektør Derek Swope fra politiet i Altoona på et pressemøde mandag aften lokal tid.
- Han blev tydeligt nervøs – begyndte at ryste over det spørgsmål – og han ville ikke rigtig svare direkte, så den tilstand sagde virkelig meget, tilføjede vicepolitiinspektøren.
Da betjente bad den 26-årige om at identificere sig, afleverede han falske id-papirer, hvorefter betjentene spurgte, hvorfor han løj om sin identitet. Til det svarede han kort:
- Det burde jeg ikke have gjort.
Politiet mener på nuværende tidspunkt, at Luigi Mangione også brugte de falske papirer, da han tjekkede ind på et hostel på Manhattan kort inden drabet på 50-årige Brian Thompson.
Desuden mener politiet, at hans rygsæk indeholdt det våben, som blev brugt til at dræbe den 50-årige direktør. Rygsækken indeholdt således en 3d-printet sort pistol samt en 3d-printet sort lyddæmper.