En kvinde i 80'erne er død som følge af en brand i sit hjem i Kokkedal søndag formiddag.
Det oplyser vagtchef ved Nordsjællands Politi Christian Illum.
- Vores hypotese er, at branden er opstået i køkkenet i forbindelse med madlavning. Det er mad, der er brændt på, hvorefter branden har bredt sig.
- Vi har lavet en omfattende brandteknisk undersøgelse, og det er vores hypotese indtil videre, siger han.
En nabo ringede og anmeldte branden klokken 09.31.
- Branden blev forholdsvis hurtigt slukket. En halv time senere var vi færdige derude, siger Christian Illum.
Da kvinden havde pådraget sig skader i forbindelse med branden, blev hun fragtet til Rigshospitalet.
- Nogle timer senere afgik hun ved døden, siger vagtchefen.
Kvinden boede alene i en ældrebolig, og der var ikke andre involveret i branden.
Hendes pårørende er underrettet.