Bortførte Natascha Linea sine egne børn? Sådan lyder anklagen mod hende
LÆS OGSÅ: SE Natascha Lineas vilde forvandling
På tirsdag i næste uge skal Natascha Linea møde op ved Retten i Nykøbing Falster, hvor hun er tiltalt for at have bortført sine egne børn.
SE og HØR har fået aktindsigt i anklageskriftet mod den tidligere "De unge mødre"-deltager, som risikerer at få op til to år bag tremmer, hvis hun bliver kendt skyldig - hun nægter sig skyldig.
Hun er nemlig blevet tiltalt af anklagemyndigheden ved Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi for brud på barnets lov §209, som handler om ulovligt at tage børn, som ellers skulle være anbragt uden for hjemmet, med til udlandet.
Hovedpersonen har tidligere fortalt til SE og HØR, at hun nægter sig skyldig i anklagerne mod hende - det er nemlig anklagemyndigheden, som har misforstået noget.
Men ifølge anklagemyndigheden fik Natascha Linea 31. marts 2023 på et møde besked om, at Lolland Kommune ville tvangsanbringe børnene Miso og Novah, hvis ikke hun frivilligt lod sig selv og hendes børn anbringe på en familieinstitution.
Politiet mener, at moren til fire i stedet valgte at føre børnene ud af Danmark og til Tyskland.
Natascha Linea har fortalt en noget anderledes historie - for ifølge hende er det anklagemyndigheden, som har misforstået noget, har hun tidligere fortalt til SE og HØR.
- De mener, jeg har været i Danmark, da afgørelsen faldt den 5. april, og derefter valgte at tage dem (red. Miso og Novah) ud af landet. Men det var jeg ikke, jeg var i Tyskland, sagde hun da straffesagen kom til offentlighedens kendskab.
- Men havde jeg nu været i landet på det tidspunkt, hvor afgørelsen faldt, så er det rigtig nok, at jeg ville have gjort noget ulovligt.
Den tidligere "De unge mødre"-deltager mener dog selv, at hun har fuldstændig rent mel i posen. Hun flyttede nemlig ikke ud af landet på grund af den mulige tvangsfjernelse, men for at "få noget ro på".
- Jeg flyttede for at få ro på, både fra min ekskæreste, men også fordi jeg så, at de var bekymrede. De var on-and-off bekymrede, og hvis man lever i det længe nok, så bliver man bims i hovedet.
- Hvis du hele tiden bliver dunket oveni hovedet med "du er en dårlig mor, du er en dårlig mor", og hvis jeg hele tiden skal være bange for, at mit barn har et blåt mærke for så skulle jeg jo "have slået mit barn", så får man en grundangst for kommunen, fortalte Natascha Linea om sin årsag til den pludselige flytning.
Ifølge anklageskriftet fandt Lolland Kommune frem til børnene 26. april sidste år, hvor de hentede dem hjem fra Tyskland til Danmark.
Natascha Linea er i dag mor til fire - hun var nemlig gravid, da hun tilbage i marts sidste år endte med at rykke teltpælene op og flytte til Tyskland.