Bruger du briller? Så er der gode corona-nyheder
Det kan være et værre hyr at jonglere mundbind og briller på én og samme tid. Sidstnævnte dugger til, og sanserne er på overarbejde.
Men et nyt studie viser nu, at det muligvis kan være en fordel at være gemt væk bag både det ene og det andet.
Indiske forskere har i forbindelse med en undersøgelse med 304 deltagere, undersøgt vaner i forbindelse med brillebrug, og her viser det sig umiddelbart, at faren for smitte var mindre.
Studiet er offentliggjort i det medicinske tidsskrift medRvix, og selvom det endnu er et skrøbeligt resultat, så har en af forskerne bag, Amit Kumar Saxena, alligevel en fornuftig forklaring på, hvordan brillerne kan være et fint værn mod corona.
- Brillerne kan få en statistisk set signifikant rolle i forhold til beskyttelse, hvis de bliver brugt i lange perioder i løbet af dagen. Når man rører og gnider sig i øjnene, er der omvendt en naturlig vej for smitten, fortæller han til britiske Mirror.
- Det nuværende resultat viser, at risikoen for at blive smittet med Covid er to til tre gange mindre i gruppen, der bruger briller overfor dem, der ikke gør.
Den indiske forskning nævner ikke noget om størrelsen på brillerne, men mon ikke denne unge Ghita Nørby ville være helt godt kørende? (Foto: Aller Media, Peter Juul)
Gennemsnitligt vil et menneske på en time røre sig i ansigtet omkring 23 gange, hvor det specifikt gælder tre gange i timen omkring øjnene, lyder det i studiet.
- Berøring omkring mund og næse bliver naturligvis reduceret kraftigt, når man er iført mundbind, men øjenene er jo ikke som sådan beskyttet, fortæller dr. Saxena.
Resultaterne i det foreløbige studie giver for forskerne anledning til at anbefale brug af visir blandt frontpersonale og andre, der er udsat for smitterisiko. Her vil værn for øjnene være at foretrække frem for almindelige briller, som dog ifølge deres påstand kan bidrage med en lille ekstra beskyttelse.
Det indiske studie er stadig nyt og derfor endnu ikke fagfællebedømt for at kvalitetssikre forskningsresultatet.