Butiksansat blev truet af Nicki Bille: - Jeg var meget chokeret
LÆS OGSÅ: Nicki Bille i retten: - Jeg prøvede at lyve. Det var meget pinligt
Det var en særdeles påvirket ung mand, som sidste år blev konfronteret og truet af den tidligere landsholdsangriber Nicki Bille.
- Jeg ville bare have ham til at sætte tingene på plads igen. Jeg var jo på arbejde, så jeg gider ikke nogen problemer, lyder det helt stille og roligt fra den unge mand, som sidste år blev truet af den tidligere landsholdsangriber Nicki Bille.
Det skete i en Coop365 i Hvidovre, hvor den unge mand var på arbejde 4. september sidste år.
Her var 36-årige Nicki Bille inde for at handle nogen småting, men endte i samme ombæring med at stjæle en juice, thaiboks og en papvin til 176 kroner.
Det opdagede den unge mands kollega, som endte med at forsøge at stoppe Nicki Bille i udgangen til butikken.
- Jeg siger til ham, at han skal lægge tingene tilbage. Han siger, at vi ikke har varme Rebulls i butikken, men vi har nogen stående lige ved kassen, forklarer den meget spinkle medarbejder ved Retten i Glostrup tirsdag formiddag.
Nicki Bille har tidligere i dag forklaret, at han forsøgte at lyve i et forsøg om at slippe - han synes nemlig, at det var pinligt, at han havde stjålet.
Den tidligere landsholdsangriber lykkedes da også med at komme væk fra butikken, men efter at være gået omkring 20 meter væk, vender han rundt og går direkte mod den forurettede medarbejder, viser overvågningsvideo fra dagen.
- Han er på vej væk, og så tror jeg, han bliver stødt over, at jeg siger til ham, at der er overvågning, og at vi er nødt til at melde det til politiet.
- Men han kommer så tilbage og tager fat i mig og siger, at han vil brække kæben på mig, og at jeg skal spise yoghurt i seks uger.
- Jeg følte mig meget truet, og var chokeret. Jeg spurgte ham, hvad han havde gang i. Jeg var en dreng, og han var en voksen mand, lyder det fra den unge mand tirsdag formiddag, da han afgiver forklaring for retten.
Nicki Bille fortalte tidligere tirsdag, at han blev sur, fordi medarbejderen angiveligt sagde til ham, "at han vidste hvor han boede, at han havde set ham mange gange med en sort kvinde."
Ifølge den tidligere fodboldspiller var det årsagen til, at han gik tilbage og tog fat i medarbejderen - de to parter husker altså episoden væsentligt anderledes.
- Det gjorde ondt, da han tog fat i mig. Det var i hvert fald med et fast greb.
- Bagefter truede han mig med, at han ville vente ude foran butikken, fordi jeg var en stikker.
- Vi havde fået besked om at holde øje med ham
Den unge medarbejder forklarede derudover også tirsdag, at de havde fået besked om, at de skulle holde øje med Nicki Bille.
- Han havde været i butikken nogle gange, og vi fik at vide, at vi skulle holde ekstra øje med ham. Vi har nemlig store problemer med tyveri i butikken, forklarede han for retten.
Nicki Bille kigger flere gange over mod den forurettede i sagen, da han afgiver forklaring for retten - men kigger hurtigt den anden vej. Nicki Bille virker alt andet end stolt over situationen.
Der er afsat halvanden retsdage til behandlingen af sagen mod den tidligere professionelle fodboldspiller.
Der forventes at falde dom i sagen torsdag.
SE og HØR følger sagen