Butikstyveri i Irma endte som røveri: Gik amok og sparkede døren ind
TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en mail til tip@seoghoer.dk
Det er både flovt og strafbart at blive taget i butikstyveri.
Men for en 37-årig nu anholdt mand blev et butikstyveri tidligere på ugen langt mere alvorligt.
Ifølge Helsingør Dagblad valgte den mistænkte i sagen nemlig at gribe til brutal vold, da en ansat hos Irma i Humlebæk forsøgte at stoppe gerningsmanden på vej ud af butikken med en del ubetalte varer.
I stedet for at slippe varerne begyndte gerningsmanden nemlig at jagte den ansatte rundt i butikken.
Og da han forsøgte at beskytte sig bag en låst dør i butikken, blev den sparket ind.
Herefter valgte gerningsmanden at slå, sparke og tage kvælertag på sit offer, som udover choket har fået bøjet ribben.
Irma-butikken, der permanent lukkes 14. maj, har nu valgt at hyre en vagt.
- Vi kommer til at have en vagt stående i butikken resten af åbningstiden
- Medarbejderne er selvfølgelig blevet utrygge af sådan en episode, hvor det virkelig udviklede sig groft, siger butikschef Thomas Christoffersen til avisen.