Byret giver maksimal straf for trafikdrab på 11-årig
Tømrer Rasmus Nordtorp Henriksen var fuld og brændte aftensmaden på. Det sædvanlige pizzabud var syg, så han tog nøglen til firmabilen og kørte fra hjemmet i Hunseby mod pizzeriaet i Maribo.
På vejen var en familie ude på aftentur. Far, mor, lillebror, storesøster Lærke og familiens hund. Børnene var på cykler, forældrene til fods.
Retten i Nykøbing Falster har torsdag afsagt dom over tømreren. For på vej til pizzeriaet torpederede han 11-årige Lærkes cykel. Selv om pigen og hendes bror var trukket ind i rabatten.
Hun blev erklæret død på sygehuset den næste morgen.
Straffen lyder på fængsel i 3 år og 11 måneder. Det er det maksimale, retten kan dømme i en sag, når den er rejst som en domsmandssag, hvor en dommer fra byretten og to lægdommere medvirker.
Vil man over fire år, skal der medvirke tre byretsdommere og seks nævninger. Og måske burde det faktisk have været sådan. I hvert fald antydede retsformand Christian Schrøder det under domsafsigelsen.
- Vi har i forbindelse med strafudmålingen noteret os, at sagen er rejst som en domsmandssag og ikke en nævningesag. Så vi har været begrænset til at udmåle en straf på 3 år og 11 måneders fængsel, lød det fra retsformanden.
Sagen er den første sag om uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder - i dette tilfælde spritkørsel med en promille på 2,08 - efter at en lovstramning trådte i kraft i marts.
Under overskriften "Vanvidskørsel skal stoppes" anførte politikerne, at straffene i den type sager i udgangspunktet skulle være markant hårdere end tidligere. 150 procent hårdere, blev man enige om.
Ulykken ved Hunseby skete, blot få uger efter at de nye regler var trådt i kraft. Og derfor er der ingen tidligere sager at sammenligne med, hvad niveauet for straffen angår.
Pigens forældre og lillebror, som overværede Lærkes Petersens død, var ikke til stede i retten. Rasmus Nordtorp Henriksen erkendte sig nemlig skyldig i den del af sagen, som drejede sig om ulykken. Derfor skulle de ikke indkaldes dom vidner.
En lille gruppe pårørende til familien, som var mødt op, takkede efter retsmødet anklager Iben Grønbæk for hendes indsats.
Den 29-årige tømrer skal til forældrene betale en godtgørelse på 100.000 kroner til hver. Godtgørelsen gives for den krænkelse, de er blevet udsat for ved at have overværet ulykken.
- Man kan næsten ikke forestille sig en mere ubærlig krænkelse end den, som tiltalte har udsat dem for, lød det fra retsformand Schrøder ved domsafsigelsen.
Oven i godtgørelsen er hver af forældrene tilkendt en erstatning, som dækker de økonomiske tab, de har haft ved sagen. I retten blev det ikke udspecificeret, hvad det dækkede over. Der er tale om en foreløbig erstatning.
Ud over fængselsstraffen er den 29-årige mand blevet frakendt retten til at køre bil i syv år.