KrimiI går (opd. I går)

Chok på dansk burgerrestaurant: Lignede en pistol

En mand truede gæster og ansatte på en burgerrestaurant nær Aarhus

Gæster og ansatte på en burgerrestaurant blev mandag truet af en 59-årig mand, der bar på, hvad der ved første øjekast lignede, en rigtig pistol.

Politiet fik besked om manden i en anmeldelse, der tikkede ind klokken 14.03.

Han blev senere anholdt af politiet i et villakvarter i Viby J ved Aarhus, hvor han også angiveligt havde truet en person med pistolen.

Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.

Under anholdelsen stod det dog klart, at der var tale om en softgun-pistol, der er en form for legetøjspistol.

Softgun-pistoler kan skyde med plastikkugler og kan til forveksling ligne et rigtigt våben.

Politiet havde forinden affyret varselsskud, da manden ikke i første omgang imødekom ønsket om at overgive sig.

Varselsskuddet fik manden til at smide pistolen fra sig, hvorefter han lagde sig på jorden og kunne anholdes.

Han blev sigtet for flere forhold af trusler på livet og trusler mod politiet, da han havde peget på betjentene med pistolen.

Den 59-årige mand blev efterfølgende frivilligt indlagt på psykiatrisk hospital.

Når politiet løsner skud, skal det indberettes til Rigspolitiet.

De nyeste tal på området viser, at der i 2023 var 330 indberetninger om skud.

Heraf var fem skud rettet mod personer, fremgår det af årsrapporten for politiets anvendelse af skydevåben.

I to af de fem tilfælde afgik, hvad politiet omtaler som, gerningspersonen, ved døden.

I 2023 blev der indberettet 15 færre tilfælde af anvendelse med skudvåben end året før.

Sponsoreret indhold