Krimi25. marts 2025 (opd. 25. marts 2025)

Chokudvikling: Bedsteforældrene til lille Émile anholdt for drab

Blodspor i en kirke kaster nyt lys over den tragiske sag, der har rystet Frankrig i næsten to år
Émile blev bare to år gammel.
Émile blev bare to år gammel.
 Foto: Christophe Simon/AFP/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: 2-årig Emile forsvundet - her er det sidste håb

Bedsteforældrene til den lille franske dreng Émile er blevet anholdt og sigtet for drab.

Udover bedsteforældrene Anne og Philippe V. er to af deres voksne børn også blevet anholdt i den grusomme sag, skriver flere franske medier.

Advokaten til de anholdte bedsteforældre bekræfter over for AFP, at de nu er i politiets varetægt.

- Jeg har ingen kommentarer. Jeg er lige blevet informeret, siger hun.

Anholdelserne kommer kun få dage efter, at efterforskere fandt blodspor i en blomsterkrukke under en ransagning af landsbykirken i området, hvor drengen i sin tid forsvandt.

Ransagningen skete, efter politiet havde modtaget et anonymt brev.

Eksperter har da også længe betvivlet muligheden for, at drengen kunne være vandret så langt væk på egen hånd for derefter at omkomme ved et uheld.

Émile forsvandt den 8. juli 2023, mens han var under bedsteforældrenes opsyn i den lille bjerglandsby Haut-Vernet i Sydfrankrig.

Først otte måneder senere, den 30. marts 2024, blev knogler fra drengen fundet af en vandrende kvinde i et klippefyldt område kun 1,4 kilometer fra landsbyen.

Hvorfor skulle Émile dø?
Hvorfor skulle Émile dø?
 Privatfoto

58-årige Philippe V., der er kiropraktor og bedstefar til den 2-årige dreng, har siden været centrum for vedvarende rygter i den lille landsby med kun 25 indbyggere.

Han er blevet beskrevet som en "hård mand" med en tendens til at "skælde ud og brokke sig". Ifølge vidner skulle han endda have omtalt sit barnebarn som "ukontrollerbar" under de første eftersøgninger.

I et interview med det katolske magasin "Famille Chrétienne" afviste han dog beskyldningerne:

- Jeg fremstilles som en dominerende person, der terroriserer alle. Det er alt sammen løgn, men jeg er ligeglad, sagde han dengang.

Anklagemyndigheden oplyser, at "efterforskerne nu udfører kriminaltekniske undersøgelser på forskellige steder".

Sponsoreret indhold