Krimi15 timer siden (opd. 14 timer siden)

Dansk hotel evakueret: Alle skal ud - det brænder

Gæsterne på Hotel Only Sleep ved Slagelse blev onsdag evakueret i forbindelse med en brand

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har evakueret et hotel ved Slagelse i forbindelse med en brand.

Der er tale om Hotel Only Sleep, som ligger på Trafikcenter Alle ved afkørsel 39 Slagelse S på E20-motorvejen.

Både brandvæsen og politi er til stede, og politiet beder om, at man holder afstand og giver plads, mens ilden bliver slukket.

- Da vi kommer derud, er der brand på to værelser, som er overtændt. Og fordi vi er bange for, at ilden breder sig til taget, vælger vi at evakuere alle gæster.

- Branden er under kontrol nu, og alle evakuerede er tilsyneladende uskadte. Men vi ved ikke, om der har befundet sig nogen på de to værelser, hvor der har været brand, siger vagthavende Lars Denholt fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Han fortæller også, at røgen fra branden ikke umiddelbart generer motorvejstrafikken, fordi den blæser væk fra stedet parallelt med motorvejen.

Senere på morgenen oplyser politiet, at branden er slukket, men brandvæsenet arbejder stadig på stedet. Derfor kan politiet fortsat ikke sige, om der har været nogen på de to værelser, der var i brand.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi hører gerne fra personer, der har set eller hørt noget på stedet.

Sponsoreret indhold