Dansk kendis tiltalt for blufærdighedskrænkelse: Delte private sexvideoer
TIP OS: Kender du mere til sagen? Del din viden i en fortrolig mail til patrick@sh.dk
LÆS OGSÅ: Gode nyheder for Tobias Friberg: Anklagemyndigheden anker ikke dommen
En dansk kendis har tidligere været ude og fortælle om, hvordan han i sin ungdom levede på den forkerte side af loven - nu er den tilsyneladende gal igen.
I dag er han ellers en mand med mange jern i ilden, men snart risikerer den danske kendis og influencer at blive smidt bag tremmer.
Står det til anklagemyndigheden, så skal han nemlig dømmes for blufærdighedskrænkelse og ulovlig deling af ikke under tre sexvideoer, som han ifølge politiet har sendt til et vidne.
Delingen af sexvideoerne har ifølge tiltalen været egnet til at krænke vidnet og den forurettede kvinde på optagelsernes blufærdighed, fremgår det af anklageskriftet, som SE og HØR er i besiddelse af.
Manden, som blandt andet har haft mange følgere på Instagram og YouTube, er tiltalt efter straffelovens paragraf 264 d, stk 2, der omhandler uberettiget at have videregivet meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold.
Ifølge politiet delte kendissen tilbage i april 2023 ikke under tre videoer af den samme forurettede kvinde i forskellige seksuelle situationer, som den danske kendis angiveligt har sendt til et vidne.
Anklagemyndigheden mener ligefrem, at det er sket under særligt skærpende omstændigheder, hvorfor strafferammen er helt op til tre års fængsel.
Derudover er influenceren tiltalt for at have krænket vidnets og den forurettede kvindes blufærdighed ved at dele sexvideoerne - her er der tale om straffelovens paragraf 232 stk. 1.
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf, fremgår det af anklageskriftet.
SE og HØR har været i kontakt med den tiltalte influencer, som i en skriftlig korrespondance oplyser, at han nægter sig skyldig i anklagerne mod ham.
Derudover har han ikke yderligere kommentarer til sagen.
Sagen mod den danske kendis og influencer er berammet til at komme for retten senere på måneden.
SE og HØR følger sagen