Krimi5. september 2024

Dansk musiker erkender sig skyldig i retten: - Jeg er meget flov, undskyld!

En 34-årig dansk musiker har torsdag formiddag erkendt sig skyldig i alle forhold, som han er tiltalt for
Den danske musiker har erkendt sig skyldig i retten.
Den danske musiker har erkendt sig skyldig i retten.
 Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

LÆS OGSÅ: Nu starter retssagen: Dansk musiker tiltalt for vold og afpresning

- Jeg er meget flov, undskyld.

Sådan lyder ordene fra en 34-årig dansk musiker, der i skrivende stund sidder på anklagebænken i Dommervagten i København.

Musikeren er iført sorte sko, sorte bukser, sort skjorte - og han har en frisk fade-klipning.

Den 34-årige har torsdag formiddag erkendt sig skyldig i alle tre forhold, som han er tiltalt for.

Det første forhold handler om afpresning, hvor han over en periode på en uge via Instagram forsøgte at anskaffe sig selv eller andre 5000 kroner fra et offer.

I retten blev musikerens beskeder læst op - han havde blandt andet skrevet til forurettede, at han har kendskab til bandemedlemmer.

- Det er så flovt at få alt det her læst op, for jeg er et helt andet sted i livet i dag. Og nej, jeg har ikke venner, som er bandemedlemmer, fortæller musikeren i retten.

Forholdet er fra 2022. Musikeren havde også skrevet til forurettede via Instagram, at han har været i "gaderne", siden han var 12 år, og at forurettede skulle tage et kviklån, så han kunne få de 5000 kroner.

Musikeren skrev også, at han er sociopat.

Det andet forhold handler om nogle billeder og videoer af pornografisk karakter af et andet offer, som musikeren havde sendt til tre andre personer.

- Det er min ekskæreste. Det var ikke min intention, at det skulle være sådan (at sende billederne og videorne, red.), lyder ordene fra musikeren.

Det sidste forhold drejer sig om vold, hvor musikeren på en metrostation i København sidste år slog et tredje offer i ansigtet med en flad hånd.

- Det var en ung herre, som jeg slog. For han kom med nogle racistiske ord til en medarbejder på metrostationen, der var i gang med at gøre rent.

- Og derfor stak jeg ham en lussing. Det var nok ikke det klogeste at gøre, men jeg følte, jeg blev nødt til at træde ind på grund af de racistiske ord, fortæller musikeren.

SE og HØR er til stede i retten og følger retssagen.

Sponsoreret indhold