Dansk storsvindler går fri efter fodfejl: Sagen kan ikke genrejses mod Hayat Faizi
LÆS OGSÅ: Læs alt om dansk storsvindler her
Anklagemyndigheden indrømmede tirsdag, at de havde lavet en fejl i forbindelse med sagen mod den dømte storsvindler Hayat Faizi, som i en ny sag var tiltalt for groft bedrageri af en 93-årige for flere millioner kroner.
Et dokument var blevet sendt forkert afsted fra Statsadvokaten, og derfor var Retten i Kolding nødt til at frikende Hayat Faizi. Og inden retssagen for alvor var begyndt.
Men kan anklagemyndigheden så ikke bare rejse sagen igen og sikre, at der ikke sker fejl denne gang? Nej. Det er ikke en mulighed, lyder anklagemyndighedens svar nu til SE og HØR .
For når forkyndelsen ikke er sket korrekt, kan sagen ikke genrejses.
Tilfredse
Statsadvokaten i Viborg, som var anklager i sagen kaldte det tirsdag for en "menneskelig fejl", som var blevet lavet:
"Politiet havde oprindeligt opgivet påtale i sagen."
"I forbindelse med beslutningen om, at sagen alligevel skulle køre, skete der i februar 2023 en menneskelig fejl, som desværre førte til, at tiltalte ikke korrekt blev underrettet om, at Statsadvokaten vurderede, der var grundlag for at rejse tiltale i sagen."
Anklagemyndigheden: "En menneskelig fejl"
Her kan du læse hele det skriftlige svar, som SE og HØR tidligere har modtaget om sagen fra Statsadvokaten i Viborg, Jakob Berger Nielsen:
”Det kan bekræftes, at retsforfølgningen mod en 45-årig kvinde ikke kan fortsætte. Sydøstjyllands Politi har derfor påstået frifindelse i sagen, og Retten i Kolding har afgjort spørgsmålet uden afholdelse af retsmøde."
"Politiet havde oprindeligt opgivet påtale i sagen. I forbindelse med beslutningen om, at sagen alligevel skulle køre, skete der i februar 2023 en menneskelig fejl, som desværre førte til, at tiltalte ikke korrekt blev underrettet om, at Statsadvokaten vurderede, der var grundlag for at rejse tiltale i sagen."
"Da omgørelsen blev sendt via e-boks, blev det konstateret, at forsendelsen var ”leveret”. Det blev desværre overset, at tiltalte på det tidspunkt ikke kunne modtage Digital Post, hvorfor forsendelsen ikke blev sendt med Digital Post, men i stedet blev leveret til automatisk print og sendt med B-post. Efter retsplejeloven er det ikke tilstrækkeligt for at kunne omgøre politiets beslutning. Der skulle i stedet være sendt et anbefalet brev."
"Fordi der ikke skete korrekt fremsendelse inden for den dagældende to-måneders frist, kan det ikke lade sig gøre at fortsætte sagen, hvilket først er konstatereret nu."
I retten nåede Hayat Faizi at nægte, at hun skulle have begået forbrydelsen, før sagen blev afsluttet. Og Hayat Faizis forsvarsadvokat, Michael Lindquist, siger til SE og HØR, at han og Hayat er "tilfredse" med resultatet:
- Hayat Faizi ville dog gerne have haft mulighed for at afgive forklaring i retten om forløbet, sagde Lindquist tirsdag i denne uge.
Bedragede angiveligt 93-årig
Sagen - der nu er faldet på grund af de tekniske omstændigheder - handler om, at Hayat Faizi angiveligt skulle have svindlet en ældre dame på 93 år for intet mindre end 1,8 millioner kroner.
Derudover skulle hun også have forsøgt at bedrage sig til yderligere et beløb i samme størrelse, hvilket kun delvist lykkedes. Det viser et anklageskrift, som SE og HØR siden juli har været i besiddelse af.
Hvad er en forkyndelse?
Forkyndelse er en fremgangsmåde inden for retsplejen, hvorved de berørte personer i en sag gøres bekendt med, at sag er anlagt, tid og sted for retsmøder og domsafsigelse.
Forkyndelsen kan ske på flere måder, herunder digitalt, via brev eller via en stævningmand, som afleverer forkyndelsen personligt.
Fælles for alle metoder er dog, at modtagelsen skal bekræftes af parten. Og det var den ikke blevet i Hayat Faizis tilfælde, da beskeden aldrig nåede frem.
Hayat Faizi blev i august idømt 2,5 års ubetinget fængsel samt 12 års udvisning i en anden sag om bedrageri og mandatsvig på op mod 900.000 kroner.
Hayat Faizi og hendes forsvarer, Jonas Christoffersen, har anket dommen.
Hun skal forblive varetægtsfængslet, indtil der er faldet en endelig dom i Østre Landsret.