Krimi28. januar 2025

Danske skoler modtog mail med bombetrusler

Flere danske skoler og uddannelsesinstitutioner modtog tirsdag morgen en mail med bombetrusler. Politiet undersøger situationen
Flere skoler har tirsdag morgen klokken 08:00 modtaget bombetrusler på mail. Politiet opfordrer ikke til evakuering på nuværende tidspunkt.
Flere skoler har tirsdag morgen klokken 08:00 modtaget bombetrusler på mail. Politiet opfordrer ikke til evakuering på nuværende tidspunkt.
 Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Tirsdag morgen klokken 08:00 tikkede en mail med truende indhold ind til flere skoler og uddannelsesinstitutioner.

Det oplyser Rigspolitiet på X.

"Flere politikredse har denne tirsdag morgen modtaget flere anmeldelser fra især skoler og uddannelsesinstitutioner, som cirka klokken 08.00 har modtaget en e-mail med indhold, der kan opfattes truende," skriver Rigspolitiet.

Ifølge Ekstra Bladet, som har talt med Midt- og Vestsjællands Politi, der er en af de berørte politikredse, er der tale om en bombetrussel mod skolerne.

Truslen har primært været rettet mod folkeskoler, oplyser politikredsen.

Politiet er igang med at undersøge situationen. På nuværende tidspunkt opfordrer man ikke til at de berørte skoler evakuere elever og personale.

En af de berørte skoler er Asnæs Skole på Sjælland. Her blev eleverne evakueret tirsdag morgen efter skolen havde modtaget bombetruslen.

Der skulle være tale om en trussel, om at der var placeret sprængstof på skolen, skriver Asnæs Kommune på Facebook.

Politiet blev herefter kontaktet og alle børn blev evakueret. Sagen efterforskes ikke som en konkret trussel mod Asnæs Skole, men som en cybertrussel, da mailen med bombetruslen er sendt ud til flere skoler.

SSP har åbnet ungehuset i Asnæs for de ældste elever, og mange af forældrene er ved at hente deres børn nu.

Midt- og Vestsjællands Politi skriver på X, at man vil være til stede ved de berørte skoler i løbet af i dag for at tale med lærere og elever.

Østjyllands Politi bekræfter, at man har modtaget anmeldelser fra skoler, der også har modtaget bombetruslen.

På X skriver Østjyllands Politi:

"Vihar på nuværende tidspunkt hørt fra en håndfuld skoler og uddannelsesinstitutioner i det østjyske, der har modtaget mailen. Vi vil bl.a. derfor i løbet af dagen være til stede i Grenaa, Favrskov, Højbjerg, Aarhus N og Hadsten et tryghedsskabende øjemed", lyder det.

På X oplyser Nordjyllands Politi, at de ikke har modtaget anmeldelser fra skoler om truslen. Det samme gør sig gældende for skolerne i Midt- og Vestjyllands Politikreds.

Sponsoreret indhold