Danske Steven rystet efter bilangreb: - Det er surrealistisk

Mandag eftermiddag fandt en tragisk hændelse sted i den tyske by Mannheim, da en bil styrede direkte ind i en menneskemængde.
En, der befandt sig ikke langt fra derfra, er danske Steven Jacobsen, der til daglig spiller håndbold i Mannheim-klubben Rhein-Neckar Löwen.
Til SE og HØR fortæller håndboldspilleren, at han sammen med resten holdet netop skulle til at starte træningen, da virkeligheden gik op for dem.
- Vi er kommet ind i omklædningsrummet, hvor tv'et så er tændt med de forfærdelige nyheder, og vi kan se, hvad der er sket. Vi bliver så tilbudt at stoppe træningen, hvis vi er for berørte.
- Vi er selvfølgelig rystede over, at de her ting kan ske. Og vi føler med de involverede, fortæller Steven Jacobsen.
Indtil videre har to mistet livet, mens ti personer er kommet til skade - flere af dem alvorligt. Der er endnu ikke fastlagt et motiv for angrebet, men ifølge de lokale myndigheder tyder det ikke på, at angrebet har været politisk motiveret.
Selv bor Steven Jacbosen i byen Heidelberg, men håndboldspilleren har sin daglige gang ved Mannheim, hvor klubbens arena ligger, og han skyndte sig derfor at forsikre sin familie om sit velbefindende.
- Det er surrealistisk, for selvom jeg ikke bor i byen, så er det et sted, jeg kommer ofte, jeg shopper der ofte og har gået der mange gange.
- Jeg skyndte mig at sende en besked til min familie om, at jeg var OK, og at jeg ikke var der, hvor det skete.
Hvor kan jeg gemme mig?
Bilangrebet i Mannheim er blot ét ud af tre på få måneder. I både februar og december blev byerne München og Magdeburg ramt af bilangreb, og grusomhederne har sat sine spor i håndboldspilleren.
- Jeg går ikke og er bange i dagligdagen, men jeg tager alligevel mig selv i at kigge efter steder, man kan gemme sig, om der for eksempel er en stor pæl i nærheden. Så det er da noget, som sætter sig i en, og som man tager med videre.
Påkørslen i Mannheim skete under karnevalssæsonen i Tyskland. Karnevalet i Mannheim er blevet aflyst som følges af hændelsen.
En 24-årig mand kørte bevidst ind i en menneskemængde i München 13. februar, hvor 39 mennesker blev såret og to døde af deres kvæstelser.
På et julemarked den 20. december i Magdeburg blev omkring 300 mennesker såret i et bilangreb. Her mistede seks personer livet, heriblandt en ni-årig dreng.