Krimi26. januar 2024

Dennis Knudsen fik konfiskeret milliondyr bil: Nu kan den blive din

Det bliver Haderslev Auktionshus, der skal sælge Dennis Knudsen Audi Q7, som blev endeligt konfiskeret efter hans fængselsdom i december. – Det er en pisse fed bil
For at kunne vise dig denne video, beder vi dig acceptere marketing og statistik cookies.
Dennis Knudsen reagerer efter han er blevet idømt 40 dages betinget fængsel og har fået konfiskeret sin milliondyre Audi.
 Video: René Schütze

LÆS OGSÅ: Dennis Knudsen dømt ved retten: Her er dommen

Kort før jul blev Dennis Knudsen idømt 40 dages betinget fængsel, da han blev dømt for fareforvoldelse i forbindelse med en meget omtalt episode på Aarhus Havn i sommer.

Udover den betingede fængselsstraf blev den celebre frisør ligeledes dømt til at skulle betale 2000 i bøde, mens politiet samtidig endeligt konfiskerede Knudsens milliondyre Audi Q7.

Nu kan den store SUV blive din, da den skal sælges på auktion og skæppe penge i den danske statskasse. Det er Haderslev Auktion, som skal stå for salget.

Det fremgår af Haderslev Auktions katalog, hvor stelnummeret passer overens med Dennis Knudsens nu tidligere luksusvogn.

Hammeren over bilen, der fra ny koster omkring 1,2 millioner kroner, falder 8. februar, så den kan stadig nå at blive din.

SE og HØR har snakket med ejeren af auktionshuset, som ikke var klar over, at der var tale om kendisfrisørens konfiskerede bil – men det betyder egentlig heller ikke så meget.

– Om det er biler fra politiet, private virksomheder eller en helt almindelig murermester, så interesserer det mig ikke så meget, hvor den er fra og hvis det har været, fortæller Peder Bro- Scherrebeck, der er ejer og auktionskoordinator hos Haderslev Auktion, inden han forsætter.

– Det interesserer mig langt mere at få den præsenteret på den rigtige måde, så kunden får en god pris.

– Hvis køber synes, at det er en god pris, og sælgeren synes det samme, så har jeg gjort mit arbejde ordentligt, lyder det fra Peder Bo-Scherrebeck, da SE og HØR fanger ham på en telefonforbindelse.

Men helt ligegyldigt er det ikke, at bilen er endt hos Haderslev Auktion.

– Jeg synes da, at det er en fed vogn! Man kan bare mærke med det samme, at det er kvalitet, slår ejeren fast.

Det får dog ikke Peder Bo-Scherrebeck til at finde den helt store tegnebog frem.

– Havde det nu været Roberto Baggios (tidligere italiensk fodboldspiller red.) tidligere bil, så havde jeg hævet hele opsparingen og købt den.

– Jeg ved dog ikke, om der er nogen, der er lige så tossede med Dennis Knudsen, som jeg er det med Roberto Baggio, men det kan da godt være, siger Peder Bo-Scherrebeck med et stort grin til følge.

https://imgix.seoghoer.dk/2024-01-26/201223rs-dennis-2.jpg
Dennis Knudsen ude foran Retten i Aarhus, hvor han 21. december sidste år blev dømt. Til venstre går forsvarsadvokaten Mette Grith-Stage.
 Foto: René Schütze

Forventer penge i kassen

Dennis Knudsens nu tidligere bil var leaset – i retten kom det frem, at han havde betalt omkring 500.000 til leasingselskabet, så han nu ikke længere skyldte penge i den.

Peder Bo-Scherrebeck forventer da også, at bilen kommer til at gå for en god slat penge.

– Jeg vil skyde på, at den kommer til at gå for mellem 400 og 450.000 kroner.

Han fortæller dog, at man også samtidig skal være opmærksom på, at der er tale om en leasingbil, og at der derfor skal betales afgifter på op mod 600.000 kroner.

– Ellers kan man lave en aftale med et leasingselskab om, at man afdrager et beløb hver måned, fortæller auktionsejeren.

Bilen bliver sat under hammeren 8. februar, hvor auktionshuset holder åbent hus mellem 15 og 17. Her kan interesserede komme forbi og se bilen ved eget selvsyn.

Sponsoreret indhold