Krimi28. juni 2024 (opd. 5. september 2024)

Derfor kan Korsørmanden ende med hård straf i dag

33-årig i Korsør-sag er tiltalt for overgreb på tre piger. Kendes han skyldig i drab, kan straffen blive lang
Meng dom
Emilie Meng blev slået ihjel tilbage i 2016. Fredag afgøres sagen mod Philip Westh, som mistænkes for at have slået hende ihjel.
 Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix Danmark

Er den tiltalte serieforbryder, eller har han alene begået overgreb mod et eller måske to af sagens teenageofre?

Det kommer frem fredag klokken 10, hvor Retten i Næstved afsiger skyldkendelse i Korsør-sagen, som omhandler drab på 17-årige Emilie Meng, et overfald på en 15-årig efterskoleelev og bortførelse af en 13-årig avispige.

Manden har tilstået, at han i april sidste år bortførte en dengang 13-årig pige og udsatte hende for talrige grove seksuelle overgreb under den 27 timer lange frihedsberøvelse.

Men han afviser at have noget med de andre sager at gøre.

I sagen er DNA-spor og den tiltaltes enorme forbrug af sadistisk porno blandt de centrale bevistemaer, og hvis han bliver kendt skyldig i mere end det, han erkender, kan straffen blive meget lang.

Udgangspunktet for et drab er 12 års fængsel, men straffen kan stige, hvis der eksempelvis er tale om et seksualdrab. Det samme gælder, hvis den tiltalte dømmes for flere andre grove forhold.

Anklagemyndigheden i denne sag mener, at det var den i dag 33-årig mand, som dræbte Emilie Meng i juli 2016, og at hans motiv var seksuelt.

Ifølge anklageskriftet blev hun udsat for en særligt farlig voldtægt og slået ihjel, hvorefter liget blev placeret i Regnemarks Bakke nær Borup på Sjælland.

Der er under sagen ikke fremlagt objektive beviser på, at hun skulle have været udsat for en voldtægt.

Dog var en rensebørste filtret ind i Emilie Mengs hår, da liget blev fundet juleaftensdag i 2016, og den tiltalte har blandt andet søgt på rensebørster. Det er gennemgået under retssagen.

- Vi har set kvinder blive mishandlet med forskellige former for rensebørster. Og man må antage, at rensebørster må antages at være en lille niche i det sadistiske univers, sagde specialanklageren under et tidligere retsmøde.

Mandens har fortalt, at han havde et meget stort forbrug af hård porno samt fantasier om at bortføre og voldtage unge kvinder.

Under hans varetægtsfængsling skrev han desuden brutale noveller om bortførelser, overgreb og nedværdigelse af teenagere. I dem er der ligheder med det, den 13-årige blev udsat for, og det, han i øvrigt er tiltalt for.

Der er ligheder både i forhold til ofrenes aldre, at de møder gerningsmanden på øde steder, hvad han udsætter dem for, og at jeg-personen følger med i nyhederne om ofrenes forsvinden.

Fremgangsmåden er den samme, og det bestyrker, at det er samme gerningsmand, mener specialanklager Susanne Bluhm.

I alle sagerne er der også fundet DNA, som med højeste grad af sandsynlighed stammer fra den tiltalte.

Desuden er Emilie Mengs DNA fundet på en taperulle i den 33-åriges hjem ved Korsør. En analyse har vist, at det sandsynligvis var tape fra netop den rulle, som var viklet om halsen på liget.

Omvendt har forsvarer Karina Skou fremhævet, at hverken hård porno, fantasier eller novelleskrivning er strafbart, og hun mener, at der er flere forskelle end ligheder mellem de tre sager.

Hun har sagt, at hun på ingen måde negligerer, hvad den dengang 13-årige pige blev udsat for.

- Det har været ualmindeligt groft. Det kan der ikke være to meninger om overhovedet. Men (tiltalte, red.) skal på den anden side heller ikke dømmes for noget, han ikke har gjort eller haft forsæt til, sagde forsvareren under et tidligere retsmøde.

I straffesager kan en person blive dømt, hvis retten vurderer, at det er uden for enhver rimelig tvivl, at vedkommende er skyldig.

Specialanklager Bluhm har formuleret det således:

- Der kan selvsagt sås tvivl om alt. Men den rimelige tvivl er en tvivl, der kan sættes ord på, og som kan begrundes fornuftigt.

Når retten har afsagt skyldkendelse fredag formiddag, tages der hul på strafproceduren. Her argumenterer først anklagemyndigheden og dernæst forsvareren for, hvilken straf de mener, den tiltalte skal idømmes.

Dommen ventes fredag eftermiddag.

Sponsoreret indhold