Derfor mødte pigen op i retten: Ville tage magten tilbage fra Philip Westh
LÆS OGSÅ: Philip Westh slipper for at møde sit offer
Det skulle have været dagen, hvor en sidste år 13-årig pige fra Kirkerup endelig kunne få en afslutning på sit livs mareridt.
Men sådan ville Philip Westh, der nu er dømt til livstid i fængsel, det ikke. Han blev nemlig væk fra den del af retsmødet i Næstved, hvor pigen og hendes mor og stedfar var mødt op.
Alligevel siger bistandsadvokat Hari Mandic på pigens vegne, at det var værd at møde op.
- Det har stadig givet mening at møde op personligt i dag, forklarede han for kort tid siden foran retten med en vis skuffelse over Philips fravær.
- Det er hun ærgerlig over.
Hele ideen med at møde op var, at pigen skulle lukke et frygteligt kapitel i sit liv ordentligt.
- Flere har sikkert bemærket, at vores datter var med i retten i dag. Det er sket efter hendes eget ønske. Og efter nøje overvejelse fra hende selv, og de personer der er tæt på hende, fortalte Hari Mandic på forældres vegne.

- For vores datter har ønsket, at hun kunne være til stede og høre, hvilken straf gerningspersonen fik.
- Og hun har ønsket at se ham i øjnene og dermed på en måde tage magten tilbage.
Men forældrene er sikre på, at det i sidste ende aldrig vil lykkes Philip at vinde.
- Vi har svært ved at forstå, hvad der har fået en mand til at begå så grufulde handlinger. Det kommer vi aldrig til at forstå.
- Vi har dog haft tillid til politiet og det danske retssystem, og vi er glade for, at vi er nået hertil i dag og kan vide, at han nu bliver sat bag lås og slå i mange, mange år, sagde Hari Mandic.
- Vores datter er en sej pige, der ikke fremover vil defineres ved den frygtelige forbrydelse, hun har været udsat for.
- Hun er helt sin egen, og vi i familien står nu sammen om at hjælpe hende til at være helt sin egen. Ikke et offer for hans forbrydelse men en skøn pige der nok skal finde sin helt egen vej.