Krimi10 timer siden (opd. 8 timer siden)

Dømt for voldtægt, trusler og stalking: Ringede til kvinde 9000 gange på 10 måneder

En mand er blevet idømt 5 år og 11 måneders fængsel samt udvisning af Danmark for voldtægt, trusler og stalking mod en kvinde, som han har været kæreste med

En 39-årig mand er tirsdag blevet idømt 5 år og 11 måneders fængsel for blandt andet voldtægt, trusler og stalking mod en kvinde, som han har været kæreste med.

Det skriver Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.

Manden er desuden blevet udvist af Danmark for bestandigt.

Mathias Johansen, anklager ved Københavns Vestegns Politis anklagemyndighed, fortæller, at manden blandt andet blev dømt for stalking ved at have ringet til kvinden 9000 gange på ti måneder.

- Det svarer til 30 gange om dagen, siger han.

- Han har generelt forfulgt hende og været efter hende, uanset hvor hun har været.

Han udsatte desuden ugentligt kvinden for voldtægter mellem oktober 2021 og januar 2023.

Retten i Glostrup fandt manden skyldig i voldtægt, fysisk og psykisk vold, stalking, vold og trusler.

Anklageren fortæller, at han under sagen fik et indtryk af, at kvinden var blevet tvunget ind i et forhold med den 39-årige.

- Han har blandt andet skrevet til hende, at det var Allah, der havde valgt hende og ikke ham. Allah havde forudbestemt deres skæbne. Det stod han ved i retten, siger Mathias Johansen.

Det var kvinden selv, der anmeldte manden til politiet. Det skete i november sidste år, hvorefter manden blev anholdt og varetægtsfængslet. Han har siddet fængslet lige siden.

De 5 år og 11 måneder, som manden er blevet idømt, er den maksimale straf, man kan idømmes i en domsmandssag.

Hvis anklagemyndigheden mener, at en person skal idømmes mere end seks års fængsel, skal dommen rejses som en nævningesag.

En nævningesag i byretten består af tre juridiske dommere og seks nævninger, mens domsmandssager i byretten består af en juridisk dommer og to domsmænd.

Den 39-årige mand har anket dommen til landsretten.

Sponsoreret indhold