Krimi17. oktober 2024

Drabet på milliardær-fruen: Nu bliver sagen mod Tom Hagen afgjort

Milliardær-fruen, Anne-Elisabeth Hagen har været forsvundet i mere end seks år. Nu bliver vi klogere på en af de største mordgåder i norsk historie
Anne-Elisabeth Hagen har været sporløst forsvundet i mere end seks år. Nu kommer der nyt i sagen
Anne-Elisabeth Hagen har været sporløst forsvundet i mere end seks år. Nu kommer der nyt i sagen
 Foto: Handout/AFP/Ritzau Scanpix

Fredag kommer der afgørende nyt i sagen om den norske milliardær-frue, Anne-Elisabeth Hagen. Hun har været forsvundet i mere end seks år.

Her får vi nemlig afgørelsen på, om hendes ægtemand, en af Norges rigeste mænd, Tom Hagen bliver tiltalt for drabet på hans kone, eller om sagen mod ham skrottes.

Det fortæller Rigsadvokat i Norge, Jørn Maurud til Aftenposten.

Tidligere er det kommet frem, at norske medier erfarede, at norsk politi indstillede til, at sagen mod Tom Hagen skulle droppes. Det har vi tidligere beskrevet hos Se og Hør. (link fjernet)

Men om det reelt er tilfældet, at den norske anklagemyndighed vælger at følge politiets indstilling, får vi altså i det længe ventede svar fredag.

Forsvarer for Tom Hagen, Svein Holden siger til VG, at de er opmærksomme på afgørelsen fredag, men at de først vil kommentere den, når den er klar.

- Vi tager det til efterretning og vil kommentere afgørelsen, når den foreligger, siger han til VG.

Tidligere har advokaten udtalt, at det var hans klare forventning, at sagen ville blive henlagt.

Anne-Elisabeth Hagen forsvandt fra hendes og Tom Hagens fælles hjem i Lørenskog, en forstad til Oslo i oktober 2018.

Sagen har været omgærdet af stor mystik, fordi politiet først valgte at mørklægge sagen totalt, men siden skiftede spor flere gange i efterforskningen.

Inden milliardærfruen forsvandt om morgenen den 31. oktober havde hun en samtale med et familiemedlem. Siden har ingen hørt fra hende.

I første omgang betragtede politiet det som en kidnapningssag. Det skyldtes, at Tom Hagen meddelte politiet, at han var kommet hjem senere samme dag og havde fundet et håndskrevet brev, hvor angivelige kidnappere havde krævet 67 millioner kroner af rigmanden for, at han kunne få sin kone at se igen.

Men som efterforskningen skred frem, begyndte politiet i al hemmelighed at mistænke, at det var rigmanden selv, som stod bag forbrydelsen. Politiet mente, at Anne-Elisabeth Hagen i virkeligheden ikke var blevet kidnappet, men var blevet slået ihjel af rigmanden. Derfor blev Tom Hagen anholdt i april 2020, hvor han blev sigtet for at have dræbt eller medvirket til drab på sin kone.

Kort tid efter blev han dog løsladt igen, da der ikke var grundlag for at opretholde varetægtsfængslingen af ham. Rigmanden har hele tiden nægtet sigtelserne om, at han skal have dræbt sin kone. Han har dog været sigtet for drabet siden 2020.

Tre andre mænd er også sigtede i sagen. Blandt andet den såkaldte "Kryptomand", som i tiden op til Anne-Elisabeth Hagen forsvandt, havde samtaler med Tom Hagen om kryptovaluta. De tre øvrige sigtede nægter sig også skyldige.

Milliardærfruens lig er aldrig blevet fundet, men trods det er politiet ikke i tvivl, om at hun er blevet dræbt.

Den teori understøttede Statsadvokat Kari Hangeland Buvik i december 2023, da hun sagde, at det var klart mere sandsynligt, at Anne-Elisabeth Hagen er blevet dræbt, end at hun er blevet kidnappet.

Fredag får vi måske svaret på, hvad der skete med den 68-årige kvinde.

Sponsoreret indhold