Krimi6. september 2023

Drabssigtet tog til fest 15 timer efter Emilie Mengs forsvinden

Emilie Meng forsvandt 10. juli 2016, bare 15 timer efter tog den drabssigtede i sagen til fest
Den 32-årige mand blev først forbundet med kidnapningen af den 13-årige pige. Senere blev han sigtet i Emilie Meng-sagen.
Den 32-årige mand blev først forbundet med kidnapningen af den 13-årige pige. Senere blev han sigtet i Emilie Meng-sagen.
 Foto: Skærmbillede

LÆS OGSÅ: Tidligere ven til den 32-årige fra Emilie Meng-sagen og kidnapningssagen: – Det er simpelthen for ulækkert

En nær ven til den 32-årige sigtede fortæller i dokumentarprogrammet "Nogen ved noget om Emilie Meng – Special", at han tog med til fest om aftenen.

Programmet har onsdag premiere på Discovery+ og Podimo.

Ifølge vennen var det den 32-årige, der havde foreslået at mødes for at se EM-finalen mellem Portugal og Frankrig.

I domentaren viser vennen en beskedudveksling i vennegruppen.

– Jeg ved ikke, hvad han lavede om morgenen den dag, men jeg ved, hvad han lavede om aftenen. Dér var han sammen med os. Der var fodbold, og det så vi altid sammen. Og det gjorde vi også den dag, fortæller vennen, der fremstår anonymt i dokumentaren.

Emilie Meng forsvandt tidligt om morgenen 10. juli fra Korsør Station. Den 17-årige pige havde været i byen med veninder og valgte at gå turen hjem.

Den 32-årige ankom 10. juli klokken 19 til fodboldfesten. Samme aften – bare et par timer forinden – havde Sydsjælland og Lolland-Falsters politi udsendt en efterlysning på Emilie Meng.

Den nu drabssigtede opførte sig ikke usædvanligt, og vennerne lagde ikke mærke til noget.

Et billede fra fodboldfesten, som bliver bragt i dokumentaren, viser den sigtede sidde ved et bord i et fortelt til en campingvogn, hvor fodboldkampen bliver vist på et tv. På bordet står adskillige øldåser, men foran den sigtede står der en energidrik.

– Normalt var det aldrig den sigtede, der kørte, når vi skulle til sådan nogle arrangementer, men det gjorde han den dag. Og det vil så også sige, at han ikke drak. Og det var meget meget sjældent, at den sigtede ikke gjorde det. Han var altid på med fester og skulle gerne have lidt alkohol, siger vennen.

I vennegruppen er sigtelsen mod den 32-årige kommet som et chok.

– Det var aldrig noget, jeg kunne have forestillet ham gøre. Han har aldrig været voldelig, han har aldrig været fysisk eller truende – heller ikke når han drak. Men jo mere der kommer frem, så må politiet også have noget, fortæller han.

Sagen begyndte at rulle, da en bare 13-årige pige i april sidste år forsvandt ved Kirkerup på Vestsjælland.

Hun var netop færdig på sin avisrute og var på vej hjem. Men hun nåede aldrig hjem.

Den unge piges cykel og telefon blev fundet i vejkanten, og politiet mistænkte hurtigt, at der var sket en forbrydelse.

Efter 27 timer lykkedes det at finde den 13-årige pige i et hus i Korsør – hjemme hos den 32-årige mand.

Han blev anholdt og sigtet for frihedsberøvelse og voldtægt.

Han har delvist erkendt sigtelsen.

Senere km det frem, at politiet også har sigtet den 32-årige for voldtægt, frihedsberøvelse og drab på Emilie Meng i 2016. Ligesom han også er sigtet for voldtægtsforsøg, forsøg på frihedsberøvelse, vold og trusler mod en 15-årig pige i Sorø i 2022.

Han nægter sig skyldig i de sigtelser.

"Nogen ved noget om Emilie Meng – special" har premiere 6. og 13 september på Kanal 5 og på Discovery+.

Ligesom programmet også kan høres på Podimo.

Sponsoreret indhold