Drama på kollegie: Kæresteskænderi førte til knivstikkeri og gemmeleg i busk
Onsdag aften måtte Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi rykke ud i området omkring kollegiet på Østre Allé i Nykøbing Falster.
Her var en anmeldelse om et knivstikkeri tikket ind.
– Det var tilsyneladende en uoverensstemmelse om en tidligere kæreste, der førte til stridighederne, hvor en 24-årig mand fra Nykøbing fik et mindre snitsår over knæet.
– En 18-årig mand, som forsøgte at skjule sig i en busk, blev anholdt klokken 17.40, og han blev sigtet for kvalificeret vold, skriver politiet i sin døgnrapport.
En 26-årig herre blev herudover også anholdt kort efter, men han blev løsladt efter at være blevet afhørt.
På den 18-årige mand fandt politiet to gram hash, som han også er blevet sigtet for at have på sig.
Det overvejes i øjeblikket, om den 18-årige skal fremstilles i grundlovsforhør.