Ebbe Preisler må deltage i hustruens begravelse
Den drabssigtede Ebbe Preisler, der sidder varetægtsfængslet, har fået tilladelse til at kunne deltage i sin kones bisættelse under opsyn af politibetjente.
Det oplyser Jonas Preisler, Ebbe Preislers søn, til B.T.
- Min far får lov til at deltage under overvågning til selve bisættelsen og bliver ført væk umiddelbart bagefter, siger Jonas Preisler til B.T.
Han oplyser desuden, at der endnu ikke er fastlagt en dato for bisættelsen.
81-årige Ebbe Preisler er sigtet for at have dræbt sin demens- og parkinsonramte kone, Mariann Preisler, med en stor dosis metadon. Preisler nægter sig skyldig i drab, men erkender at have givet sin kone metadonen.
Efterfølgende forsøgte han at tage sit eget liv med samme lægemiddel, hvilket mislykkedes. Han lider selv blandt andet af lungesygdommen KOL og prostatakræft.
Ægteparret Preisler var i september afsender af en kronik, der blev bragt af Politiken, hvori de ytrede et ønske om hjælp til at afslutte livet sammen.
Ebbe Preisler blev 30. december efter et grundlovsforhør varetægtsfængslet i 11 dage frem til 10. januar, hvor der så skal tages stilling til, om varetægtsfængslingen skal opretholdes eller ej.
Ebbe Preisler blev fængslet på baggrund af straffelovens paragraf 237 om manddrab og ikke paragraf 239, som handler om medlidenhedsdrab.
- Jeg må lægge til grund, at Mariann har været ude af stand til at tage stilling til at blive dræbt. Der skal være et udtrykt ønske om at blive dræbt, ikke alene et ønske om at dø.
- Derfor mener jeg, der er begrundet mistanke om, at Ebbe Preisler er skyldig i drab, sagde dommeren i sin kendelse om fængsling.
Sønnen Jonas Preisler har efter sin mors død kaldt farens gerning for en kærlighedserklæring.