Krimi5. oktober 2021

Eddie-drabet: Her er dommen

Drabet på Eddie Christensen udløser 13 års fængsel
https://imgix.seoghoer.dk/media/article/20210104_jsu6193.jpg
 Foto: Jesper Sunesen

En 53-årig svensk mand er tirsdag eftermiddag idømt 13 års fængsel i sagen om drabet på Eddie Karl-Johan Christensen.

En 46-årig medtiltalt i sagen idømmes 10 måneders fængsel for usømmelig behandling af liget.

Dommen er afsagt af et nævningeting ved Retten i Hjørring.

De to svenske mænd var tiltalt for drabet på den 39-årige mand, der skete 9. maj 2020 ved en landejendom nord for Frederikshavn.

Eddie Karl-Johan Christensen blev først skudt med en revolver og efterfølgende brændt på et bålsted på den 53-åriges ejendom.

Det har ikke været muligt for retsmedicinere at slå fast, om den 39-årige var afgået ved døden, før han blev brændt.

Specialanklager Kim Kristensen kaldte i sine afsluttende bemærkninger drabet for ”særligt hensynsløst og kynisk” og argumenterede for en dom på ikke under 14 års fængsel.

- Drabet havde karakter af en likvidering. Tiltalte var yderst målrettet, hensynsløs og kynisk i sine bestræbelser på at slå Eddie ihjel, sagde Kim Kristensen i retten.

Den 53-årige Bengt Johan Reistad nægtede sig skyldig.

Den 46-årige mand erkendte sig skyldig i usømmelig behandling af liget.

Han erkendte, at han efter pres fra Reistad hjalp med at skaffe liget af vejen. De forkullede rester af liget blev fyldt i to olietønder og kørt til et lager i Frederikshavn tilhørende den 53-årige.

Retten lænede sig op ad forklaringen fra den 46-årige om, at det var den 53-årige, som havde begået drabet.

Det skete angiveligt efter et skænderi med den 39-årige den pågældende aften.

Den 53-årige skød og dræbte også den afdødes hund, Rocco.

Sagen vakte opsigt, dels på grund af de makabre omstændigheder, dels på grund af offerets fortid.

I 2016 blev den samme mand forsøgt dræbt, da han blev livsfarligt kvæstet med en gaffelnøgle under et drikkelag ikke langt fra ejendommen nord for Frederikshavn.

Sponsoreret indhold