Efter brand: Gjorde grumt fund i ruinerne
En person er fundet død i en udbrændt bygning på Vantingevej i landsbyen Heden nær Ringe.
Det oplyser Fyns Politi.
Boligen brød i flammer tidligere på ugen, men først fredag har det været sikkert nok at komme ind i huset.
Den afdøde er endnu ikke blevet identificeret, meddeler Fyns Politi på Twitter. Her lyder det også, at årsagen til branden er ved at blive efterforsket.
– I forbindelse med brandundersøgelse fredag på adressen Vantingevej i Ringe er der fundet en indebrændt person. Efterforskning vedrørende årsag til brand og identitet på afdøde pågår. Ej yderligere, lyder det i tweetet.
Bygningen brød i brand natten til torsdag, og flammerne fik hurtigt fat.
To mænd boede i huset, men en af dem var savnet efter branden, fortalte vagtchef Peter Vestergaard efterfølgende.
Torsdag morgen var det for varmt at komme ind i huset, og først fredag har det været muligt for politiet at undersøge brandstedet nærmere.