Hollandske anklagere forventer flere anholdelser efter torsdagens voldelige uroligheder i Amsterdam. Det oplyser de lørdag.
Ti personer er mistænkt for forbrydelser, herunder hærværk. 40 mistænkte har fået bøder for at have forstyrret den offentlige orden.
Anklagemyndigheden er stadig ved at efterforske, om de mistænkte havde organiseret sig.
Det skriver Reuters.
Der er endnu ikke meldinger fra myndighederne om, hvorvidt der kan være tale om hadforbrydelse.
Det kom torsdag til voldelige sammenstød i forbindelse med, at den israelske fodboldklub Maccabi Tel Aviv mødte den hollandske storklub Ajax.
Efter at fodboldfansene havde forladt stadion, blev stemningen aggressiv.
Borgmesteren i Amsterdam, Femke Halsema, har beskrevet, at større grupper af "mænd på scootere" udførte "hit-and-run"-angreb på de israelske fodboldfans.
Israelerne blev slået og sparket, inden voldsmændene forsvandt igen. Ifølge politichef Peter Holla besværliggjorde det politiets arbejde med at stoppe volden.
De voldelige angreb fandt ikke kun sted i omegnen af stadion. Det oplyste Amsterdams byråd ifølge nyhedsbureauet AFP.
- I flere dele af byen blev fans angrebet, overfaldet og fik kastet fyrværkeri efter, lød udtalelsen.
På sociale medier spredte videoer fra aftenen sig hurtigt.
Blandt andet en video, hvor fans fra fodboldholdet Maccabi råber "Slut med araberne! Vi vinder!".
Videoen er ikke blevet bekræftet af de lokale myndigheder.
- Vi har set videoerne, og vi er ved at undersøge dem. Vi prøver at få et bedre overblik over, hvad der skete, sagde en talsmand for det hollandske politi fredag til AFP.
Aftenen inden kampen havde tilhængere af den israelske fodboldklub revet et flag ned, ødelagt en taxa og afbrændt et palæstinensisk flag på en plads i Amsterdam.
Ifølge hollandske myndigheder blev 62 anholdt i forbindelse med torsdagens uroligheder.
Fem kom på hospitalet, men er alle siden udskrevet igen. 20 til 30 fans pådrog sig mindre skader.