Efterlyser vidner efter overfald på to unge drenge
10. april i år blev to drenge på 12 og 13 overfaldet og truet med kniv.
Episoden fandt sted omkring klokken 14.30 til klokken 15 om eftermiddagen, og foregik ved fodboldbanerne bag ved Ellehøjskolen på Jernaldervej i Aarhus V.
De to drenge blev slået, sparket og truet med en kniv af tre gerningsmænd.
En 15-årig dreng blev få dage efter anholdt og sigtet for at have medvirket til overfaldet. Samtidig blev en kun 12-årig dreng, der ligeledes er mistænkt for at have taget part i overfaldet, afhørt til sagen.
Den unge dreng er dog ikke sigtet i sagen, da han er under den kriminelle lavalder.
Politiet har derudover en stærk formodning om, hvem den tredje gerningsmand er.
Den sigtede og de forurettede i sagen kender hinanden, men politiet er endnu ikke klar over, hvad der gik forud for overfaldet, men det efterforsker politiet nu nærmere.
EFTERLYSER ATV’ere
Østjyllands Politi efterlyser vidner, der kan have set overfaldet, eller har opholdt sig i området under.
De vil blandt andet meget gerne høre fra borgere, der har set to ATV’er omkring Ellehøjskolen søndag omkring klokken 15.
- Vi har en teori om, at gerningsmændene er kørt til og fra gerningsstedet på ATV’erne, og vi vil rigtig gerne have oplysninger, der kan hjælpe os i den videre efterforskning. Det er et groft overfald, og vi gør alt, hvad vi kan for at få efterforsket sagen til bunds og få klarlagt hele hændelsesforløbet, siger politikommissær Jens Henrik Jensen fra Lokalpolitiet i Aarhus Vest.
Artiklen fortsætter efter billedet...
De to ATV'ere, som politiet efterlyser informationer om. Foto: Politi
Har man oplysninger i sagen, kan man kontakte Østjyllands Politi på 114, eller henvende dig på lokalstationen på Karen Blixens Boulevard i Brabrand.