Krimi17. februar 2025

Ekspert om mulig straf til Robert Hansen: Så hård kan dommen blive

Hvis Robert Hansen ender med igen at blive dømt for vold, så kan det ende med at koste den tidligere folkekære skuespiller en hård straf, lyder det fra ekspert
Robert Hansen - opgangen hvor han bor på Frb.
Robert Hansen skal snart kæmpe mod nye anklager om vold begået mod en kvinde - og denne gang kan han ende med at skulle ruske tremmer, hvis han bliver kendt skyldig.
 Foto: Mikael Rieck/Aller Medier

LÆS OGSÅ: Robert Hansen afslører detaljer fra fængslet: - De indsatte råbte efter mig

Så skal han til det igen.

I næste uge tager den tidligere skuespiller Robert Hansen plads på anklagebænken ved Retten på Frederiksberg, hvor han for anden gang inden for halvandet år er tiltalt for at have begået vold mod en kvinde.

Denne gang risikerer hammeren at falde ekstra hårdt, hvis "Kærlighed ved første hik"-stjernen ender med at blive kendt skyldig.

Han er nemlig tiltalt for at have begået vold i gentagelsestilfælde efter straffelovens §247, som betyder, at straffen kan stige med indtil det halve.

- Ham, der normalt bliver idømt 60 dages fængsel, han skal have 90. Ham, der står til otte måneder, han står til ét år.

- Men det er selvfølgelig altid en skønssag, lyder det forklarende fra en af landets førende forsvarsadvokater Mette Grith Stage til SE og HØR.

Robert Hansen blev tilbage i august 2023 idømt fire måneders fængsel for at have begået grov vold og vold mod Nynne Larsen, da de to var kærester.

Kendis frisør Dennis Knudsen ankommer til retten i Åhus, sammen med sin advokat Mette Grith Stage.
Mette Grith Stage er en af landets førende forsvarsadvokater og har de seneste år været forsvarer i nogle af de mest omtalte sager inden for landets grænser. Her ses hun med Dennis Knudsen, som hun forsvarede i den meget omtalte "færge-sag".
 Foto: René Schütze / Aller Medier

Her blev han blandt andet dømt for at have banket ekskæresten med en guitar, som endte med at gå i stykker under det voldsomme overfald.

At der kun er gået halvanden år siden sidste voldsdom, kan også ende med at blive et problem for den tidligere skuespiller.

- Det er klart, at jo kortere tid det er siden, man sidst blev dømt, jo mere alvorligt er det.

- Det er det, man kalder hurtigere recidiv. Jo hurtigere man laver ny kriminalitet, jo mere skærpende er det, slår den erfarne forsvarer fast.

Robert Hansen nægtede sig skyldig i første voldssag, helt ligesom i den nye sag, hvor han er tiltalt for to tilfælde af vold.

Robert Hansen - opgangen hvor han bor på Frb.
SE og HØR mødte Robert Hansen i hans opgang på Frederiksberg, efter han var blevet løsladt fra sin varetægtsfængsling i den nuværende sag.
 Foto: Mikael Rieck/Aller Medier

Vold i parforhold straffes mildere

I den nye sag er Robert Hansen tiltalt for at have begået vold mod den forurettede kvinde i sit hjem på Frederiksberg, helt ligesom i første omgang, da han blev dømt for vold begået mod Nynne Larsen.

Det er endnu uvist, hvilket forhold den tidligere skuespiller havde til den forurettede kvinde i den nye sag, men selv om det måske handler om vold begået mod en nuværende eller tidligere kæreste, så er det ikke en skærpende omstændighed.

- Ud fra mine erfaringer, så bliver vold i et parforhold straffet mildere, end hvis det havde været vold begået mod en helt tilfældig.

- Det er i hvert fald ikke noget, som bliver straffet hårdere, fortæller Mette Grith Stage.

Hvis den erfarne forsvarsadvokat skal komme med et bud på en eventuel straf i sagen mod Robert Hansen, uden dog at forholde sig til den specifikke sag, så ligger han sig lige på grænsen til at kunne afsone med fodlænke.

- Det når nok op i et niveau, som ligger sig omkring de seks måneders fængsel, men der er selvfølgelig altid individuelle skøn for retten at tage stilling til, forklarer Mette Grith Stage.

Retssagen mod Robert Hansen er berammet til at starte ved Retten på Frederiksberg tirsdag i næste uge.

SE og HØR følger sagen

Sponsoreret indhold