Ekspert om Robert Hansens fodlænke: Skal holde sig fra alkohol og stoffer

LÆS OGSÅ: Robert Hansens offer bryder tavsheden
Den voldsdømte skuespiller Robert Hansen går efter fodlænke, når han skal afsone sin straf for at have tæsket en kvinde i sit hjem i slutningen af sidste år.
“Regner da med fodlænke, skrev forsvarsadvokat, Erbil Kaya til Ekstra Bladet i en sms.
Men den tidligere så folkekære skuespillers ønske kan have lange udsigter.
Den erfarne forsvarsadvokat, Mette Grith Stage siger til SE og HØR, at før man kan få lov at afsone en dom med fodlænke, skal Kriminalforsorgen foretage en vurdering af, om den dømte er egnet til fodlænke, herunder at den dømte vil holde sig fra alkohol og stoffer i løbet af den tid, hvor pågældende skal afsone.
Misbrug stoppede ikke efter afvænning
Tidligere i marts blev Robert Hansen dømt for to forhold af vold mod en kvinde. Her fandt retten ham skyldig i at have tæsket kvinden i den 45-årige skuespillers hjem på Frederiksberg.
Under retssagen ved Retten på Frederiksberg kom det frem, at netop stoffer og alkohol har spillet en central rolle i voldssagen mod skuespilleren - og i forholdet mellem den forurettede kvinde og Robert Hansen.
Blandt andet kunne tilhørerne høre, hvordan kvinden og Robert Hansen havde mødt hinanden på en afvænningsklinik, hvor Robert Hansen var i behandling for alkohol- og kokainmisbrug.
Men misbruget stoppede desværre ikke på klinikken - for hverken Robert Hansen eller kvinden. I stedet fulgte en årrække, hvor de to indgik i et meget kaotisk og voldsomt forhold, der var præget af netop alkohol og stoffer.
Var han påvirket af alkohol?, Spurgte anklager Lukas Lindgreen den forurettede kvinde under retssagen.
- Ja, det var han. Han var også på kokain, lød det fra ekskæresten, som forklarede, at Robert Hansen var påvirket, når han overdyngede hende med slag og spark.
Skal holde sig fra stoffer
Ifølge Mette Grith Stage kan det muligvis være problematisk for Robert Hansens chancer for at afsone med fodlænke og undgå at havne bag tremmer igen, hvis ikke han kan holde sig fra kokain og alkohol.
- Eftersom det er et vilkår, at man ikke indtager alkohol og stoffer under afsoning med fodlænke, så vil det være noget, som indgår i Kriminalforsorgens egnethedsvurdering i forhold til, om han kan få fodlænke på, siger Mette Grith Stage.
Det er Kriminalforsorgen, der vurderer, hvorvidt Robert Hansen får lov til at afsone med fodlænke eller ej.
Udover kravet om, at man ikke er påvirket af stoffer og alkohol, mens man afsoner, lægger Kriminalforsorgen også vægt på andre forhold - såsom om man er i arbejde, i uddannelse og har gode forhold derhjemme.
Men det kan også være problem for Robert Hansens ønsker om at undgå fængsel, at han tidligere er straffet for vold mod en anden kvinde.
I 2023 blev han nemlig dømt ubetinget fængsel for at have tæsket sin ekskæreste Nynne Larsen. Blandt andet slog han hende så meget med en guitar, at den gik i stykker.
- Helt generelt kan også få betydning for Kriminalforsorgens vurdering af, om man er egnet til fodlænke, at man tidligere er dømt for ligeartet kriminalitet, siger Mette Grith Stage med henvisning til, at den tidligere folkekære skuespiller igen blev dømt for vold mod en kvinde i sit hjem.
- Men om det konkret har betydning i denne sag, kan jeg ikke udtale mig, fortsætter hun.
Mette Grith Stage understreger, at det altid vil være et helt konkret skøn fra Kriminalforsorgens side, om den dømte er egnet til fodlænke.
Kan altid ansøge om fodlænke
Overfor SE og HØR vil Erbil Kaya, forsvarer for skuespilleren ikke bekræfte, om han har indgivet en ansøgning til Kriminalforsorgen, om at hans klient skal afsone med fodlænke.
- Det har jeg ingen bemærkninger til, lyder det fra Erbil Kaya, da SE og HØR fanger ham på telefon.
- Men man kan jo altid ansøge om muligheden for at få lov til at afsone med fodlænke, lyder det fra forsvareren.
Robert Hansen blev idømt fire måneders ubetinget fængsel for to forhold af vold mod kvinden. Begge voldsepisoder fandt sted på skuespillerens adresse på Frederiksberg i slutningen af sidste år.
Han nægtede sig skyldig igennem sagen, men valgte ikke at anke dommen.
'Jeg har overvejet mine muligheder nøje, men den hårde varetægtsfængsling, jeg har været igennem, kombineret med den ekstremt lange sagsbehandlingstid ved domstolene, har påvirket mig i en grad, hvor jeg simpelthen ikke har kræfter til at gå videre med en ankesag', citerede Ritzau Robert Hansen for at udtale.
Når man trækker dagene, som Robert Hansen allerede har siddet varetægtsfængslet i Vestre Fængsel, står han til at skulle afsone 27 dage.